Vi har brug for at se det

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediedebatten efter i sømmene

Selv om vi muligvis godt ved det, så gør det indtryk. Foto: TV2
Selv om vi muligvis godt ved det, så gør det indtryk. Foto: TV2

Det bliver nævnt, at TV2’s dokumentarserie ’Moskeerne bag sløret’ bringer noget frem, vi ved i forvejen.

Min kollega Lasse Jensen kommer ind på det i sin medieklumme i Information, hvor han skriver:

’Det har været kendt og dokumenteret i årevis, at ikke mindst Grimhøjmoskéen i Aarhus har været et centrum for islamisk fundamentalisme. Men nu er det blevet dokumenteret med skjulte kameraer. Det giver en dragende krimiagtig effekt, som TV2 har udnyttet maksimalt.’

Ekstra Bladets blogger Geeti Amiri skrev forleden:

’Skulle jeg være chokeret over, at der findes mørke kræfter i de islamiske trossamfund, der vha. muldvarpe og skjulte kameraer bliver afsløret i deres antidemokratiske og kvindeundertrykkende dagsordner? Der er jo for åbne døre blevet prædiket forskelsbehandling af kvinder i moskeerne. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde over, hvordan medierne gang på gang finder det sensationelt, at der findes rabiate imamer, der prædiker kvindehad og antidemokratiske værdier til en menighed.’

Professor i koranstudier ved Københavns Universitet Thomas Hoffmann sagde torsdag aften i TV2’s opfølgende debat, at de ting, der kom frem i dokumentar-serien, desværre ikke kom bag på ham:

’Vi ved det fra forskningslitteraturen, vi ved det fra forskellige afhopperkilder … og vi ved det også fra andre dokumentarprogrammer i udlandet, der har afsløret lignende mønstre.’

Da TV2’s journalist Cecilie Beck spurgte ham, hvordan han alligevel synes, det havde været at se de ting, som han måske godt vidste i forvejen, svarede han:

’Det gør et vist indtryk.’

Det er lige præcis pointen.

Selv om vi muligvis godt ved det, så gør det indtryk. Brugen af skjult kamera smækker tingene i hovedet på os, så vi stopper op og tænker: Hold da kæft, det her foregår lige for snuden af os. Det er jo rystende.

Skjult kamera skal kun bruges, når det er nødvendigt. I dette tilfælde er det fuldt berettiget som journalistisk værktøj, som Lasse Jensen også understreger.

Og det skal vi være glade for. Vi har brug for at se det.

Når et stort samfundsmæssigt problem ikke bliver løst, så har journalister ikke alene lov til at gentage ’gamle’ historier. De har pligt til det. Det måtte være tydeligt for enhver, at integrationen i Danmark har slået fejl. Politikerne kender udmærket sagens alvor, men det kniber gevaldigt med løsninger.

Når TV2 viser spektakulære billeder af imamen, der underviser i stening af kvinder, skaber det ringe i vandet og tvinger politikerne frem på banen.

Der kan være detaljer i forhold til journalistisk metode, som kan diskuteres. Det er altid relevant.

Men overordnet set har TV2s dokumentargruppe vist journalistisk vedholdenhed, hvilket er helt uvurderligt for et demokrati.  Det er muligt, som Lasse Jensen også skriver i sin klumme, at journalister kan have tendens til at servere deres historier med rigeligt sovs og kartofler, og at graverjournalister, der har lavet et fedt stykke arbejde, bliver lidt for selvfede.

Men jeg har svært ved at blive ked af, at det store sensationelle spotlight rettes mod de uhyrligheder, der foregår i vores land. Hvor kvinder i visse miljøer undertrykkes så grufuldt, at man er tilbøjelig til at fortrænge det og lade dem sejle deres egen sø.

TV2s dokumentargruppe og ikke mindst de modige muldvarpe har givet os et skud bevidsthedsudvidende stof.

52 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere