Vi holder lønnen hemmelig: Større tabu end sex

Flere undersøgelser viser, at lønnen er et stort tabu for danskerne, og at det faktisk kan stå i vejen for et højere lønniveau. Ekstra Bladet bryder nu tabuet og opfordrer dig til at gøre det samme: Vis os din lønseddel!

Vær med til at bryde løn-tabuet. Vis din lønseddel frem - se vores i bunden af artiklen. Foto: Henning hjorth
Vær med til at bryde løn-tabuet. Vis din lønseddel frem - se vores i bunden af artiklen. Foto: Henning hjorth

- Kunne du tænke dig noget mere i løn?

Svaret giver nærmest sig selv.

Men sådan er det ikke, hvis spørgsmålet lyder:

- Hvad tjener du?

En ny undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder viser, at over halvdelen af medarbejderne på danske arbejdspladser ikke taler med deres kollegaer om, hvad de tjener.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Det skyldes ifølge rapporten, at mange betragter det som en privat sag og nogle mener endda, at det er direkte upassende at tale om.

I en artikel i Dansk Magisterforenings medlemsblad fortæller en anonym kilde, at hun mødte en mur af tavshed, da hun prøvede at spørge ind til kollegaernes løn.

- Der var meget en mentalitet med, at man 'kæmper for sig selv' og 'alle mod alle, siger hun til Magisterbladet.

Tavshed koster dyrt
Det billede genkender Ann Lehmann Erichsen, der er forbruger­økonom i Nordea.

- Det er jo mere tabu at tale om løn end om sex. Sex og dating kan man sagtens snakke om i kantinen, men så snart det handler om løn, så klapper folk i som en østers, siger eksperten, der for nylig fik lavet en lignende undersøgelse, som viste, at kun en fjerdedel af befolkningen taler åbent om løn på arbejdspladsen.

Hun mener, at danskernes lukkethed skader vores allesammens muligheder for at få mere i lønposen. 

- Lukkethed om løn koster os dyrt, gør os dummere og er grobund for misforståelser. Man bliver dummere af at stikke hovedet i busken. Højere løn kræver mere end vores arbejdsindsats på jobbet. Chefen måler os i forhold til andre, og når vi ikke kender loddernes værdi i vægtskålen, rykker vores argumenter ikke en krone, siger Ann Lehmann Erichsen og tilføjer:

- Vi er nødt til at snakke om det for at have realistiske forventninger og de rigtige argumenter klar. Det gør det jo langt lettere at forhandle sin løn op, hvis man ved, at andre i lignende stillinger på arbejdspladsen ligger 1,5 procent over én selv.

Du har ret til at tale om din løn

Uvidenhed får ifølge forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen mange til at holde mund om løn, for de tror fejlagtigt, at det er forbudt at tale om sin egen løn.

Ifølge undersøgelsen fra Institut for Menneskerettigheder taler halvdelen af danskerne ikke om deres løn, fordi de ikke er klar over, at de må.

- Det er forkert. Alle lønmodtagere har ret til at tale om deres egen løn, og den rettighed er sikret i Ligelønsloven, siger eksperten.

Det står i ligelønsloven § 2 a:

En lønmodtager har ret til at videregive oplysninger om egne lønforhold. Oplysningerne kan videregives til enhver.


Her er vores løn - vis os din
Ekstra Bladet sætter nu fokus på danskernes løn. Vi vil undersøge, hvorfor vi - i modsætning til både svenskerne og nordmændene - er så hemmelighedsfulde omkring, hvad vi tjener. Vi vil starte debatten om lønforskelle mellem brancher, køn og landsdele.

Og vigtigst af alt: Vi vil bryde tabuet.

Derfor har vi brug for din hjælp. Har du mod på at stå frem og samtidig vise din lønseddel?

Kontakt journalist Mette Pedersen og/eller Simon Schultz på en af følgende måder:

Send os en mail med dine kontaktoplysninger til minlon@eb.dk

Eller ring til Mette Pedersen på: 51561934 eller Simon Schultz på: 51200646

Vi går naturligvis selv forrest - i den gode sags tjeneste:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

310 kommentarer
Vis kommentarer