Vi ser den anden vej: Tiggere får kold skulder

Langt de fleste danskere undgår at give penge til tiggere

- Kan I undvære en skilling?

Sådan lyder spørgsmålet ofte fra tiggere, når de beder forbipasserende om penge i de store byer. Men langt de fleste danskere går forbi og undlader at komme mønter i tiggerens papkrus.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk blandt 1.020 repræsentativt udvalgte danskere.

Kun 11,4 procent af danskere giver ifølge undersøgelsen penge til tiggere på gaden herhjemme. Det samme gør sig gældende, når danskere møder tiggere i udlandet.

At flertallet af danskerne lader pungen blive i tasken, kommer ikke bag på Christina Strauss, der er tidligere hjemløs og nu er formand for de hjemløses landsorganisation, Sand.

- Der er ikke ret mange, der hjælper tiggere mere. Da jeg selv gik på gaden, oplevede jeg, at folk kiggede den anden vej. Ikke fordi det er kolde mennesker, men jeg tror ikke, at de kunne rumme, at der findes så fattige mennesker, siger Christina Strauss.

Richardt har levet på gaden meget af sin liv. Han oplever, at velfærdsstaten kigger den anden vej, når han kommer forbi. Læs hans historie her:

I Rådet for Socialt Udsatte vurderer formand Jann Sjursen, at mange har den grundopfattelse, at det ikke er nødvendigt at tigge i Danmark.

- Der er en holdning om, at sikkerhedsnettet i vores velfærdssamfund er så fintmasket, at det er ikke skulle være nødvendigt. Men det er en klar misforståelse, for der er rigtig mange, der ikke kan klare sig, og som behøver hjælp, siger Jann Sjursen.

I den nye Wilke-måling svarer et markant flertal på 73 procent, at tiggeri ikke bør være lovligt i Danmark. Signalet fra danskerne kommer på et tidspunkt, hvor en række politikere har tordnet mod udenlandske tiggeres opførsel. Debatten førte til, at et flertal i Folketinget i hast vedtog at skærpe straffen for 'utryghedsskabende' tiggeri i gågader, ved stationer, i offentlige transportmidler og ved supermarkeder.

Det var ikke mindst utilfredshed med tilrejsende romaer i København, der førte til lovstramningerne, som blandt andet betyder, at tiggeri kan straffes med 14 dages ubetinget fængsel uden forudgående advarsel. Og netop det aktuelle, kritiske fokus på østeuropæiske tiggere kan betyde, at danskerne i stigende omgang lader pengene blive i egne lommer, mener Christina Strauss.

- Jeg tror, at mange danskere mener, at vi skal passe på vores egne først. Problemet er bare, at det gør vi heller ikke. Og de nye lovændringer gælder jo for alle, siger Christina Strauss.

Hun frygter nu, at flere udsatte borgere vil begynder at stjæle eller begå anden kriminalitet, hvor straffen godt nok er den samme, men hvor risikoen for at blive opdaget måske er mindre.

En gruppe danske hjemløse blev afpresset af udenlandske hjemløse. Efterfølgende kom en gruppe bikere forbid for at vise deres sympati. Læs den historie her:

20 kommentarer
Vis kommentarer