Videnskabsmænd og Forsvaret i vildrede: Ingen kan forklare mystisk dansk fænomen

Meteorologer, geologer, militærfolk og dataindsamler ved Niels Bohr Institutet i vildrede. Kan ikke forklare mystisk bornholmsk fænomen

Vandet i Aarsdale havn på Bornholms Østkyst skvulper stille i majvarmen. Men under den blanke overflade foregår der noget. Hvad er det, der rører sig i undergrunden? Foto: Nicolai Perjesi. Scanpix
Vandet i Aarsdale havn på Bornholms Østkyst skvulper stille i majvarmen. Men under den blanke overflade foregår der noget. Hvad er det, der rører sig i undergrunden? Foto: Nicolai Perjesi. Scanpix

Den østlige del oplevede i onsdags et særdeles mystisk fænomen.

Lige omkring klokken 19 kom de første rystelser. Flere beboere omkring landsbyen Aarsdale på den Bornholmske østkyst samt Svaneke mærkede, hvordan klippegrunden under dem føltes, som om den bevægede sig og samtidig udstødte en dyb rumlen.

Flere af hinanden uafhængige bornholmere har fortalt, hvordan de oplevede det mystiske fænomen. Det var ellers en vindstille dag.

Solen var så småt ved at falde ned over horisonten og ikke en sky kunne ses på himlen.

Afviser jordskælv
Ekstra Bladet har forsøgt at finde en forklaring på, hvad det var, bornholmerne oplevede.

Mandag aften ringede Ekstra Bladets reporter til Bornholms erfarne geolog Jørgen Butzbach. Han slog fast, at der umuligt kunne være tale om et jordskælv.

Øens seismograf havde ikke vist udsving overhovedet.

- Den er meget følsom, og den ville have opfanget selv den mindste rystelse. Derfor kan jeg med 99,999 procents sikkerhed fastslå, at det IKKE var et jordskælv.

- Det må være noget, der er foregået i atmosfæren. Måske fly, der er brudt gennem lydmuren så langt østpå, at lydene og rystelserne har kunnet mærkes helt ind til Bornholms østkyst, lød det fra Jørgen Butzbach.

Men da Ekstra Bladet kontakter Søværnet og Forsvarskommandoens flyverstab afviser de pure, at at de har haft skibe eller fly i nærheden af Østbornholm, der kunne være skyld i det mystiske fænomen.

Sol fra en skyfri himmel
Tirsdag har Ekstra Bladet været i kontakt med Danmarks Meteorologiske Institut, der har undersøgt vejrdata for tidsrummet i området.

Herfra er der også nedslående nyt.

- Hvor der har været torden andre steder i landet omkring onsdag klokken 19, har Bornholm ligget nærmest i højtrykkets centrum. Solen skinnede, der var ingen nedbør og nærmest vindstille. Der er intet, der tyder på, at bornholmernes oplevelse skyldes noget meteorologisk, forklarer Niels Hansen, kommunikationsmedarbejder ved DMI.

Men hvad er der så tilbage?

Geolog afviser jordskælv. Meteorolog afviser tordenvejr og Forsvaret afviser overhovedet at været tilstede.

Kom det fra rummet?
Ekstra Bladet ringer herefter til Anthon Norup Sørensen, der arbejder som forskningsassistent ved Niels Bohr Institutet og i sin fritid driver portalerne stjerneskud.info og ildkugle.dk.

Han har tidligere hjulpet Ekstra Bladet med at beregne og filme ildkugler og meteorer, der har krydset eller ligefrem er slået ned i Danmark.

Men heller ikke Anthon Norup Sørensen og de øvrige astrofysikere og astrofotografer i hans netværk har registreret noget den pågældende dag.

- Vi er ikke blevet tossede
Herefter ringer Ekstra Bladet til Louise Riisager. Hun bor i Svaneke og var i TV2 Bornholm en af de første til at beskrive sine oplevelser med den mystiske rumlen.

Ingen eksperter kan forklare, hvad du oplevede. Er du sikker på, I ikke bare har fået solstik på Østbornholm og hørt forkert?

- Jeg ved ikke, om så mange mennesker kan høre forkert uafhængigt af hinanden? Det lyder underligt, siger Louise Riisager til Ekstra Bladet.

Flere på hendes villavej i Svaneke oplevede rumlen. Nogen beskriver, at jorden også rystede, men det oplevede Louise ikke.

- Jeg siger ikke det er noget unaturligt, men der må være en forklaring. Der var et eller andet, siger hun og griner:

- Vi er altså ikke blevet tossede.

Har du bud på, hvad den mystiske rumlen og rystende jord kan skyldes? Del dit bud med os i kommentarfeltet.

101 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere