Video afslører: Ville sprede coronasmitte med vilje

En flok indsatte på en afdeling i et Los Angeles-fængsel er mistænkt for at have forsøgt at sprede coronavirus i håb om at blive løsladt fra fængslet

Indsatte i fængsel i Los Angeles forsøger angiveligt bevidst at smitte hinanden med corona. Video/redigering: AP/Mikkel Cramon

Flere indsatte på en afdeling i Los Angeles-fængslet i Castaic i Californien har angiveligt forsøgt at smitte hinanden med coronavirus i håb om, at det ville få dem løsladt fra fængslet.

Det skriver Sky News.

Hændelsen, hvor flere indsatte deler samme vandflaske og sniffer til et mundbind, er blevet filmet og kan ses i videofeltet øverst i artiklen.

Ville løslades
De indsattes opførsel resulterede ifølge politichef i Los Angeles Alex Villaneuva i, at 21 ud af de 50 indsatte på afdelingen senere testede positiv for smitte med coronavirus.

- På en eller anden måde havde de indsatte fået den opfattelse, at hvis de testede positiv for virussen, ville vi blive nødsaget til at løslade nogle af dem, fortæller politichefen til Sky News.

- Det kommer ikke til at ske, slår han fast.

Risikerer at blive retsforfulgt
I april opstod en pludselig stigning i antallet af mistænkte corona-tilfælde i fængslet. Inden da havde der ikke været et eneste.

Det fik de ansatte til at tage et kig på optagelser fra overvågningskameraerne, hvor de opdagede to tilfælde, hvor indsatte forsøgte at sprede smitte.

- Det er trist, at nogle ville forsøge at udsætte sig selv for coronavirus med vilje, siger Alex Villaneuva.

Politichefen fortæller til mediet, at ingen af de indsatte har indrømmet at have forsøgt at sprede virussen, men 'at deres opførsel afslørede dem'. Ifølge politichefen plejer de indsatte nemlig at vogte over deres egne krus af frygt for at skulle gå hen at blive syge.

Der er blevet igangsat en undersøgelse som følge af hændelserne, og de involverede kan risikere at blive retsforfulgt.

Flere end 5000 indsatte i Los Angeles-området er blevet løsladt før tid under coronaviruskrisen. For at kvalificere sig til at kunne blive løsladt, skal man have maksimum 60 dage tilbage af sin fængselsstraf.