Vil have endnu flere biler på vejene: Hvor smalle kan de blive?

Vejdirektortatet har sat sig for at teste, hvor smalle vognbaner bilerne kan nøjes med at køre i. Det er billigere og mindsker trængslen, lyder forklaringen

Vejdirektoratet vil teste om fremtidens vejnet skal have et smallere spor til nyere biler. Foto: Foto: Shutterstock
Vejdirektoratet vil teste om fremtidens vejnet skal have et smallere spor til nyere biler. Foto: Foto: Shutterstock

I fremtiden kan bilerne få smallere vognbaner at køre i. Vejdirektoratet tester lige nu, hvor smalle vejspor kan gøres uden, at det går ud over trafiksikkerheden.

Meningen med de smallere veje er, at pladsen på vejene kan udnyttes bedre.

Ifølge Andreas Egense, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet er smallere veje en billig løsning, der skal mindske trængslen på de mest trafikerede veje.

- Det her giver os en billig mulighed for at skabe ekstra kapacitet på vejene ved at lave et ekstra smalt spor. Det er den éne pointe. Den anden pointe er, at når vi bygger nye veje, så vil vi også kunne tjekke muligheden for at lave et smalt spor, som også vil kunne gøre nye vejprojekter billigere, siger Andreas Egense.

Vejdirektoratet tester

- Vejdirektoratet vil teste 3-4 biler med den såkaldte Lane Keeping Assistance (LKA)-teknologi på fem særligt etablerede baner på Karup Flyveplads. Banerne er 200 meter lange med forskellige bredder fra 2,5 til 3,0 meter.


- Cirka ni procent af alle solgte nye biler i Danmark i 2017 var udstyret med LKA. Forventningen er, at andelen vil stige i de kommende år.
 

- Trafikken på motorvejene er steget med over 31% siden 2010.

 

Kilde: Vejdirektoratet

Ny teknologi
Afdelingslederen forklarer, at det smallere vejspor er tiltænkt biler med en indbygget ny teknologi. Den såkaldte Lane Keeping Assistance. En teknologi, der gør, at bilen kan holde vognbanen mere præcist end hvis et menneske styrer bilen.

- Der sidder et kamera i bilen, der kan holde øje med vejstriberne og på den måde gøre, at bilen holder sig på sporet, forklarer Andreas Egense.

Ifølge afdelingslederen vil det ikke gå ud over de ældre biler uden den nye teknologi, at fremtidens veje kan risikere at blive smallere. Tværtimod skal det også afhjælpe trængslen hos de ældre biler, at der bliver anlagt et smallere spor.

- Når vi etablerer et ekstra spor på en vej, så vil biler, der er i stand til at udnytte de her spor, kunne flyttes over i de nye, smallere spor og på den måde give mere plads til den resterende trafik. Altså de gamle biler. Så de også vil komme hurtigere frem, siger Andreas Egense.

Løsning på trængsel
Helt konkret skal testen gennemføres med 3-4 biler med LKA, som skal køre på fem midlertidige strækninger med varierende vognbane-bredder.

Vejdirektoratets model af en smallere vej. Foto: Vejdirektoratet
Vejdirektoratets model af en smallere vej. Foto: Vejdirektoratet
 

Resultaterne fra testen skal bruges til Vejdirektoratets arbejde med at finde nye løsninger på den stigende trængsel på vejene.

Ifølge Andreas Egense er der foreløbig ingen tidshorisont for, hvornår der for alvor skal etableres smallere spor, men det vil kun komme til at være i de områder af Danmark, hvor der er aller mest trængsel på vejene.

179 kommentarer
Vis kommentarer