I år var en skiferie til Østrig som et spil russisk roulette. Enten havde man held og blev forskånet for at blive smittet med covid-19, eller også fik man den lumske sygdom og blev uvidende til smittebærer. Det mener en østrigsk forbrugerbeskyttelsesorganisation (VSV), som kalder sagen en skandale.
Forbrugerbeskyttelsesforeningen har bedt anklagemyndigheden i Innsbruck undersøge, hvordan udbredelsen af corona kunne få lov at rasere så længe i de østrigske skiområder, uden at der blev grebet ind.
Det skriver mediet FOCUS Online.
Faren for at blive smittet i de støjende afterski-barer og restauranter var stor. Tusinder af skiturister fra hele verden blev inficeret i Ischgl og andre østrigske vintersportssteder. Fra Tyskland alene har VSV registreret mere end 3200 syge feriegæster.
Forbrugerbeskyttelsesforeningen vil stille de mistænkte til ansvar - både strafferetligt og civilretligt og har indbragt en anmeldelse for anklagemyndigheden i Innsbruck. Her beskriver VSV, hvordan den farlige virus ramte tusinder af skigæster. Og den beskriver, hvordan politikere og erhvervsdrivende reagerede på den forestående fiasko.
12 mistænkte
Anmeldelse, som FOCUS Online er i besiddelse af, retter sig mod 12 mistænkte; herunder delstaten Tyrol, guvernør Günther Platter, statsrådet for sundhed og den statslige medicinske direktør. Også borgmestrene i Ischgl og Sölden, lederne af et kabelbaneselskab og et skiselskab samt operatørerne af flere barer, herunder den berygtede bar 'Kitzloch' i Ischgl.
VSV anklager de 12 mistænkte for, at de med deres opførsel har forværret coronaudbruddet i Tyrol.
'Af økonomiske interesser reagerede de benævnte personer og virksomheder for sent på pandemien', lyder det fra forbrugerbeskyttelsesforeningen. Målet var ifølge VSV at opretholde sæsonen så længe som muligt i skiområderne - på turisternes bekostning.
For at underbygge de alvorlige anklager, har VSV lavet et kronologisk forløb af de vigtigste begivenheder og overgivet disse til anklagemyndigheden. Ifølge disse fortegnelser fik myndighederne allerede i slutningen af januar de første indikationer på en forestående sygdomsbølge i Tyrol.
Anklagemyndigheden har iværksat en officiel undersøgelse af forbrugerbeskyttelsesforeningens anmeldelse om 'fare for mennesker gennem smitsomme sygdomme'. Strafferammen går op til tre års fængsel.
VSV vil også føre sagen civilt for at få erstatning for 'skader for millioner'.