En noget udspekuleret bilist fra den lille engelske by Spalding har i den grad sat sindene i bevægelse.
Den unge mand vil nemlig ikke have Bilka-buler og ridser i sin bil.
Derfor optog han forleden hele fire parkerings-pladser på en offentlig parkeringsplads.
Seat'en blev placeret midt i parkerings-båsene. For som ejeren, Fabio Silva, siger: - Der er ikke noget som at parkere og optage fire P-pladser på en gang.
Fabio kalder de øvrige bilister i byen for nogle idioter.
Parkerings-balladen blev først omtalt i den lokale avis og senere er den kommet i de landsdækkende medier i England.
Netop gjort i stand
Den lokale 'Mr. Bean' elsker sin Seat, som han har istandsat for mange tusinde kroner. Derfor vil han ikke risikere, at andre smækker bildørene op i hans elskede bil.
En af de irriterede bilister tog et foto af den opsigtsvækkende parkering og lagde det ud på Facebook-siden 'Spotted Spalding.'
Og så kom der for alvor gang i debatten i den lille by. For et andet fotografi dukkede også op. Her snupper Fabio Silva to P-pladser, idet han parkerer lige midt på stregen mellem pladserne.
- Beklager at jeg ikke gider at have idioter til at ødelægge min stolthed og fornøjelse, skriver bilejeren blandt andet.
En anden debattør skriver:
- Bed manden om at tegne en bedre forsikring. En der dækker vandalisme.
Hovedparten af indlæggene går mod Fabio Silva.
En skriver dog:
- Når man oplever, at en person smækker bildøren op i en anden bil, så kan jeg ikke bebrejde folk for at parkere på den her måde.