Hvis det stod til fynske kommuner som Middelfart, Kerteminde og Nyborg, så ville det inden længe være slut med fræse tværs over øen i midten med 130 kilometer i timen.
En række borgmestre fortæller nemlig nu til TV 2, at de gerne ser, at bilister og lastbilchauffører for fremtiden letter foden en anelse fra gaspedalen, når de begiver sig ud på den fynske motorvej, der som bekendt skærer sig tværs gennem landskabet fra Nyborg i øst til Middelfart i Vest.
Der hersker dog forskellige bevæggrunde for det budskab, der ellers samstemmigt bliver sendt til folketingspolitikerne på Christiansborg.
Klimaregnskabet
I Middelfart Kommune er man nemlig på udkig efter CO₂-besparelser i forhold til kommunens klimaregnskab, og derfor er lokalpolitikernes blik faldet på den statsejede motorvej.
Her ønsker Jacob Nielsen (S), som er formand for Klima-, Natur og Genbrugsudvalget i Middelfart Kommune, at fartgrænsen skal sænkes fra 130 til 110 kilometer i timen på en strækning på knap 14 kilometer, som falder inden for kommunegrænsen.
Ifølge Jacob Nielsen kan man dermed opnå en CO₂-besparelse på 12.660 tons CO₂ om året.
- Til sammenligning går der 2,4 kilo CO₂ på én liter benzin. Så det er forholdsvist mange liter brændstof, der kan spares, forklarer Jacob Nielsen til TV 2.
Plaget af støjgener
I Kerteminde Kommune drømmer man også om nedsatte hastigheder på den fynske motorvej. Men hovedårsagen er en anden.
Støjgener er nemlig ifølge borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) steget markant de seneste år og har bl.a. medført, at udstykninger nær motorvejen er blevet skrinlagt.
Selvom kommunen allerede har klaget deres nød over for kollegerne på Christiansborg, så har det endnu ikke resulteret i konkrete løsninger. Derfor vil Kerteminde Kommune nu også undersøge, om mulige CO₂-besparelser omvendt kan sætte skub i tingene.
Store omkostninger
Interesseorganisationen FDM mener derimod ikke overraskende, at det er en dårlig idé at sænke fartgrænserne på den fynske motorvej.
Chefkonsulent Dennis Lange er nemlig af den overbevisning, at de ifølge ham minimale CO₂-besparelser ikke vil kunne måle sig med de samfundsmæssige omkostninger, der er ved at trafikanter bruger længere tid på motorvejen.