Vil smide tiårig ud af Danmark

Tiårige Guide har hele sin tilværelse i Danmark, men alligevel vil de danske myndigheder nu udvise ham til Thailand, hvor ingen har forældremyndigheden over ham

Vil smide tiårig ud af Danmark

Har du en lignende historie, som du gerne vil dele? Skriv til journalisterne her.

I en have i den lille sydjyske by Taulov ser alt udadtil fredeligt ud: Fire drenge løber rundt og spiller fodbold sammen. Der står sodavand på havebordet, og en forpustet mand løber rundt sammen med drengene og forsøger at følge med deres høje tempo.

- Nu er det mig og min far mod jer, råber en af drengene til de andre.

På mange måder er drengens liv præcis som de andres: Han går i dansk skole, har danske venner, taler dansk og har sit eget værelse, hvor tiden især bruges på computerspil. Tiårige Wasuthon, der til dagligt kaldes Guide, drømmer nemlig om at blive professionel gamer, når han bliver voksen.

Men under overfladen lurer en frygt for, at hans liv i Danmark snart er forbi.

- Vi vil græde i en måned, hvis Guide skal rejse, lyder det fra hans klassekammerater. Foto: Anthon Unger
- Vi vil græde i en måned, hvis Guide skal rejse, lyder det fra hans klassekammerater. Foto: Anthon Unger
 

De danske myndigheder anerkender nemlig ikke, at Guide efter thailandsk lov er adopteret af sin moster Praphatsanun, der bor i Danmark sammen med sin danske mand, Niels Jørgen. Derfor vil Hjemrejsestyrelsen nu sende Guide videre til hans mormor, der bor i Thailand.

Men i Thailand er Guide registreret som bortadopteret til sin moster i Danmark, og det sætter ham i et lovmæssigt vakuum. Alligevel holder Hjemrejsestyrelsen fast og vil ’etablere samarbejde om hjemsendelse’, og de har derfor indkaldt Guide til et møde.

Og det forarger Niels Jørgen. Han er manden, som Guide kalder for ’far’.

- Hvis de udviser Guide, så kan de lige så godt udvise min kone og mig også, for vi vil selvfølgelig ikke sende vores dreng til Thailand uden os. Og så ender de praktisk talt med at sende en velfungerende familie ud af Danmark, fortæller Niels Jørgen Fries Nielsen, der arbejder som lærer, og hvis hustru arbejder som rengøringsassistent.

Trods utallige forsøg har ægteparret fået afslag på at adoptere Guide efter dansk lov - på trods af, at det ifølge afgørelsen fra Familieretshuset er Guides biologiske forældres ønske, at Guide adopteres af netop Niels Jørgen og Praphatsanun. Guides biologiske forældre var meget unge, da de fik ham, og har på intet tidspunkt været i stand til at tage vare på ham.

Praphatsanun, Guide og Niels Jørgen. Foto: Anthon Unger
Praphatsanun, Guide og Niels Jørgen. Foto: Anthon Unger

Juridisk hårknude
Årsagen til afslaget er, at Guide har en lillebror i Thailand, som ifølge myndighederne vil blive forskelsbehandlet, hvis kun en af dem adopteres. Derfor har parret efterfølgende også søgt om at adoptere begge drenge, ikke mindst fordi deres mormor efterhånden er gammel og ifølge de danske myndigheder selv har oplyst, at hun ikke kan have både Guide og hans bror boende hos sig.

Men også det har de fået afslag på, fordi Guides lillebror ikke har noget tilhørsforhold til Danmark. Og den afgørelse har nu sat Guide i en umulig situation, hvor han er i klemme mellem danske og thailandske regler.

- Hjemrejsestyrelsen vil sende en tiårig dreng ud til et land, hvor ingen har forældremyndigheden over ham. Et barn kan ikke bare udrejse. Hvad er det, man forestiller sig, spørger familiens advokat, Eddie Khawaja.

Guide har været i Danmark i snart tre år og kom til landet, da de thailandske adoptionspapirer gik igennem i sommeren 2018. Og her ønsker han at blive, fortæller han stålfast til Ekstra Bladet.

- Det er jo her, min mor og far er, det er her, mine venner er, det er her, jeg går i skole. Det er her, mit liv er.

Hjemrejsestyrelsen bekræfter over for Ekstra Bladet, at der er en verserende sag.

'Vi kan bekræfte, at vi har en sag på Wasuthon Nielsen. Vi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer,' lyder det.

Guide kan godt lide at spille fodbold, men hans helt store interesse er computerspil. Foto: Anthon Unger
Guide kan godt lide at spille fodbold, men hans helt store interesse er computerspil. Foto: Anthon Unger

Sådan kom Guide til Danmark

Rent biologisk er Praphatsanun og Guide moster og nevø, men de har altid følt sig som mor og søn. Der skulle dog gå mange år, før de overhovedet tænkte på, at Praphatsanun kunne adoptere ham som sin egen søn.

- Jeg har været hans mor altid, fordi min søster ikke kunne selv. Lige fra han kom ud, har jeg været som en mor for ham og forsørget ham sammen med min mor, fortæller Praphatsanun.

Hun har boet det meste af sit liv i sine forældres hus i Thailand sammen med Guide og hans bror, men i 2015 mødte hun danske Niels Jørgen, og de blev forelskede. Et år senere blev de gift og besluttede sig for at prøve lykken sammen i Danmark.

Da Praphatsanun fik sin danske opholdstilladelse i 2016, havde hun ikke adopteret Guide endnu, og derfor kunne han ikke komme med hende til Danmark til at begynde med.

Derfor blev Guide tilbage hos sin mormor og bror i Thailand, mens Praphatsanun tog til Danmark, tog sig et job og straks efter søgte om at få lov til at adoptere Guide.

- Det var meget hårdt at rejse fra Guide, men jeg var nødt til at tjene penge til min familie, så de kunne klare sig, fortæller Praphatsanun.

Hun blev derfor ved med at besøge ham i Thailand så ofte, hun kunne, fordi godkendelsesprocessen trak ud.

Da den thailandske adoption endelig gik igennem i sommeren 2018, fik Guide visum til Danmark, hvor han har været lige siden.