Vild med dans-profil om muligt embedsmisbrug: Jeg har intet modtaget

Kapelmester Claes Antonsen undrer sig over, at hans navn dukker op i sag om Frømandskorpset, hvor chefen nu undersøges for muligt embedsmisbrug

Claes Antonsen forstår ikke, hvordan han er blevet del af en auditørundersøgelse i Frømandskorpset. Foto: Anthon Unger
Claes Antonsen forstår ikke, hvordan han er blevet del af en auditørundersøgelse i Frømandskorpset. Foto: Anthon Unger

Trommeslager Claus Antonsen er en mester i at holde rytmen, men han føler, at det er helt ude af takt, at han nu inddrages i en mulig møgsag med Frømandskorpset.

- Jeg har ikke modtaget noget som helst af Frømandskorpset, fastslår kapelmesteren, der hver fredag står for tonerne i Vild med dans.

Se også: Frømandskorpset og Vild med dans-stjerne i mulig møg-sag

Forsvaret oplyste mandag, at auditørkorpset er blevet bedt om at undersøge flere forhold hos Frømandskorpset.

Undersøgelsen skyldes, at Olfi.dk havde stillet en række spørgsmål om forretningsgangene i elitekorpset. Olfi.dk er et nichemedie, der blandt andet skriver om sikkerhedspolitik, men deres historier har tidligere haft store konsekvenser. Forleden modtog ansvarshavende redaktør Peter Ernstved Rasmussen årets hovedpris af Foreningen for Undersøgende Journalistik for sin afdækning af nepotisme og inhabilitet i Forsvarets top.

I en pressemeddelelse begrundede Forsvaret auditør-undersøgelsen således:

- Det skyldes, at der verserer påstande om vennetjenester, modtagelse af gaver og lignende ved nogle arrangementer i Frømandskorpset samt omkring valget af motorer til korpsets hurtiggående motorbåde. Det er blandt andet oplyst, at et forhold angiveligt handler om nogle musikere, der bidrog til underholdningen ved fødselsdagsarrangementer ved Frømandskorpset. I den forbindelse skulle en chef have modtaget billetter til koncerter og underholdningsarrangementer. Musikerne har siden været inviteret til et endags oplevelsesarrangement ved Frømandskorpsets faciliteter ved Kongsøre.

- En sådan mistanke kan jeg naturligvis ikke sidde overhørig. Hvis der er foregået noget, der ikke skal i Frømandskorpset, så skal det undersøges. Derfor er det vigtigt for mig, at auditørerne nu ser på sagen, siger chef for Specialoperationskommandoen, generalmajor Peter Boysen.

Ifølge Olfi.dk er Claes Antonsen og chefen for Frømandskorpset private venner. Musikeren har spillet ved kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bachs fødselsdag, hvor betalingen var et par flasker rom, og i september skulle Antonsen og nogle kolleger have været på besøg hos korpset. Her blev de de ifølge olfi.dk 'udfordret med en række oplevelser ud over det sædvanlige'.

Til lands, til vands og i luften. En frømand skal kunne lidt af hvert. Foto: Forsvaret
Til lands, til vands og i luften. En frømand skal kunne lidt af hvert. Foto: Forsvaret
 

Overfor Ekstra Bladet anfægter Claes Antonsen ikke, at han på venskabelig fod med flere fra Frømandskorpset.

- Jeg har spillet ved to fødselsdage, og så har jeg inviteret nogle fra korpset med til vores koncerter, hvor der i øvrigt var gratis adgang.

Hvad var det for nogle koncerter?

- I Royal Arena. Noget der hedder Founders Ball, hvor sponsorerne bag hallen får en aften med en masse fribilletter.

Men sådan en aften kan alle vel ikke komme med til?

- Jeg spillede og så skrev dem i døren.

Har du fået vilde ture i motorbåde?

- Jeg har været på besøg og er blevet vist rundt, siger trommeslageren, der slet ikke kan forstå, hvordan hans venskab med frømændene kan ende med at være en del af en auditørsag.

Ifølge DR blev to frømænd sat til at hjælpe under besøget af Claes Antonsen og hans musikkolleger:

- Det er nok nogle, der har en pointe, hvis de synes, at jeg har brugt deres arbejdstid forkert, siger chefen for Frømandskorpset, kommandørkaptajn Jens Birkebæk Bach ifølge DR.

18 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere