Den græske hovedstad, Athen, er mandag og tirsdag ramt af ganske usædvanligt snevejr, der har lammet store dele af storbyen.
Det skriver flere medier, heriblandt Reuters.
Sne - særligt i så store mængder - er usædvanligt på de kanter, men alligevel er det andet år i træk, at den historiske by bliver ramt af større mængder sne, som forårsager kaotiske scener i byen.
Bilister er strandet på motorvejen, og flytrafikken har i længere perioder været indstillet, mens omkring 15 togpassagerer er kommet til skade i forbindelse med, at et strandet passagertog er forsøgt at blive trukket fri af større snemasser.
Sneen har ført til, at tog- og bustrafik er blevet indstillet i området omkring Athen, ligesom en række ikke-essentielle butikker, banker, skoler og statslige tjenester er blevet lukket tirsdag for så vidt muligt at holde befolkningen indendørs.
Snestormen har fået navnet 'Elpida', som kan oversættes til 'Håb', men grækerne håber nok mest af alt på, at varmen snart vender tilbage. Som følge af snestormen faldt temperaturen i nattens løb til -14 grader, og soldater måtte flere steder bringe varme tæpper, mad og drikke ud til bilister, der var strandet i snemaserne.
Temperaturerne ligger tirsdag over frysepunktet tirsdag, og efter en relativt kølig nat, ventes temperaturerne igen at komme i vejret onsdag og torsdag, inden den fredag skulle stå på op mod 13 grader og sol i den græske hovedstad.
Også i nabolandet Tyrkiet har snestormen skabt større problemer, hvor de fleste fly er blevet aflyst i Istanbul, og talrige bilister har siddet fast i snemasserne.
Se flere billeder af det snedækkede Athen herunder: