Vilde dyr jagtes i plantage: Aggressive hunde strejfer rundt

Vilde dyr i Østerild Plantage i Thy trues i øjeblikket af to store strejfende hunde

To store aggressive hunde, jager i øjeblikket vildt i området omkring Østerild Plantage ved Thy i Nordjylland.

Forleden blev det fanget på video, da de to store hunde dræbte en grævling, og nu advarer Naturstyrelsen hundenes ejermand.

- Det er ikke for sjov, at vi beder folk om at have hunde i snor, når de færdes i skoven. Hunde er rovdyr, og de jager og skambider for eksempel rådyr, og det er netop vores frygt med disse to hunde.

- Særligt når de færdes i flok, aktiveres deres urinstinkter, og de begynder at jage. Så vi opfordrer ejeren af hundene til at holde dem hjemme, ellers vil vi indfange dem, siger Ditte Svendsen, skovrider i Naturstyrelsen Thy og chef for naturområdet.

Forvekslet med ulv
Strejferiet har stået på i et par uger, hvor mange bekymrede naboer har henvendt sig til Naturstyrelsen og bedt dem gøre noget ved hundene. Naturstyrelsen har sågar fået henvendelser om, at der skulle være ulve i området.

Det er der dog intet, der tyder på, fortæller Ditte Svendsen.

- Vi tror, at de to hunde er blevet forvekslet med ulve. Godt nok har der for længe siden været en ulv i området, men vi har ingen indikationer på, at ulve er vendt tilbage til Thy. Men det understreger jo, at disse hunde er store, og ud fra billederne fra vildtkameraet, ser det ud til at minde om schæfer eller labrador-race.

- Endvidere taler deres strejferi også imod, at der skulle være en ulv i området. Ulven vil nemlig se hunde som et byttedyr - det er for eksempel tidligere set i Sverige, at ulve har taget jægeres hunde.

Kan blive dyrt
Det er ulovligt at lade sine hunde strejfe omkring, og forstår hundenes ejer ikke dette vink med en vognstang, kan det blive en dyr fornøjelse.

- Vi har erfaring for, at når den slags historier kommer ud i pressen, så holder folk deres hunde hjemme, men fortsætter det her, så vil vi indfange hundene og få dem anbragt på et internat.

- Kan vi identificere ejeren, hvilket jo oftest vil være tilfældet, da de fleste hunde i dag har en chip, så vil han få en bøde og skal betale omkostningerne for at have haft dem på internat. Det kan let løbe op i 5000-10.000 kroner per hund, siger Ditte Svendsen.

233 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere