Vildt fænomen over Danmark

Fænomenet 'Dark Sky' kan man kun finde ét sted i hele Norden

Liselund Gods på Møn. Redwood-træet har en helt speciel historie. Foto: Per Rasmussen
Liselund Gods på Møn. Redwood-træet har en helt speciel historie. Foto: Per Rasmussen

Møn og Nyord er kendt for en utrolig flot nattehimmel fyldt med stjerner.

Øerne beliggende ved det sydøstlige Sjælland har fået en helt speciel betegnelse.

Det er nemlig det eneste område i Norden, hvor man kan opleve fænomenet 'Dark Sky'.

- Der er flere steder i Danmark og Norden, hvor man kan se flotte stjerner, men på Møn og Nyord er det bare noget helt specielt, fordi de har sørget for minimal forurening af andet lys, fortæller Johan Fynbo, professor i astrofysik på Niels Bohr Institutet.

Det gør, at man med det blotte øje kan se en helt anden stjernehimmel, end man kan fra steder med lyspåvirkning. Selv Månens skær får stjernerne til at forsvinde for ens øje.

Dark Sky

Et begreb, som beskriver nattehimlen, når der er minimalt eller ingen lysforurening.

Det vil sige en nattehimmel, hvor man ikke forstyrres af lys fra bygninger, veje eller anden kunstig belysning.

Himlen uden kunstig belysning gør, at man kan se tusindvis af stjerner.

Begrebet stammer oprindeligt fra amerikanske amatørastronomer.

Kun meget få områder i verden kan betegnes som Dark Sky-områder.

I Norden er der kun Møn og Nyord.

Betegnelsen har Møn og Nyord ansøgt om hos non-profit organisationen International Dark-Sky Association.

Øerne er blevet tildelt et såkaldt guldcertifikat, hvilket vil sige, at de har scoret noget nær topkarakter på et uberørt nattebillede af stjernerne.

Kilde: Geocenter Møns Klint og Dark Sky-Møn

Det fænomen har pressefotografen Per Rasmussen portrætteret i en ny bog af selvsamme navn.

Stjernehimlen
- Man kan ikke se så mange stjerner noget andet sted i Norden. Det er naturen, som spiller ind, og man kan ikke opleve det samme om dagen, forklarer Per Rasmussen og fortsætter:

- Det er virkelig interessant. Det er muligt at se Mælkevejen, når der er skyfrit.

Billedet er af Møns Klint oplyst af Månen og med Mælkevejen over. Foto: Per Rasmussen
Billedet er af Møns Klint oplyst af Månen og med Mælkevejen over. Foto: Per Rasmussen

Et afbræk
Per Rasmussen har arbejdet i 30 år som pressefotograf.

- Jeg kan opleve nogle barske ting, som kan være svære at slippe, når jeg kommer hjem. Der er mange ulykker og mange pårørende, som jeg selvfølgelig skal forholde mig til, når jeg er ude som pressefotograf. Det er ikke så meget selve ulykkerne, men at møde de pårørende, som sætter sig, fortæller den garvede fotograf.

Derfor manglede Per Rasmussen en balance i sit liv. Som kontrast bruger han naturen.

Per Rasmussen ved Møns Klint. Foto: Per Rasmussen
Per Rasmussen ved Møns Klint. Foto: Per Rasmussen

- Når jeg tager ud i naturen, bliver jeg så betaget, at jeg glemmer alt om den anden side af mit job.

Hver morgen deler Per Rasmussen online et billede fra sine ture i det fri. Folks reaktioner fik ham til at gå all-in.

- Man bliver rørt af at se de billeder af den reneste natur.

Og tankerne om billederne og bogen er at dele glæden og eventyrlysten med flere.

Ikke alt kan ses
Men det er ikke alt, der kan ses med det blotte øje.

- Man skal vænne sine øjne til mørket. Det tager i hvert fald 20 minutter uden nogen form for lys, før man begynder at kunne se noget mere, forklarer Per Rasmussen.

Mange af de billeder, hvor man ser hele Mælkevejen, er taget, hvor kameraet har stået på et stativ, og lukketiden har været meget lang. Det betyder, at kameraet opfanger alt det lys, som man ikke selv kan se, og alle stjerner brænder sig fast og bliver tydelige.

- Men det er faktisk muligt at se Mælkevejen med det blotte øje. Først og fremmest skal dine øjne vænne sig til mørket, og derefter skal Månen være minimalt eller ikke til stede - for den lysforurener også, forklarer professor Johan Fynbo.

Per Rasmussen bruger kun rødt lys - dermed forstyrrer han ikke sit nattesyn. Foto: Ida Valsted
Per Rasmussen bruger kun rødt lys - dermed forstyrrer han ikke sit nattesyn. Foto: Ida Valsted

- Jeg vil gerne have, at folk ser mine billeder og selv tager ud. Så de kan opleve det samme. Eller noget andet. For det er så uforudsigeligt, hvad man ender med at opleve. Det kan nemlig ikke bestilles på forhånd, fortæller Per Rasmussen.

De gemte historier
Ikke nok med de mange stjerner på himlen, kan Per Rasmussen også få fortalt en masse historier.

En af de skjulte skatte er historien om Redwood-træet på gårdspladsen fra Liselund Gods på det nordøstlige Møn.

- Der ligger en meget hyggelig historie bag træet på gårdspladsen. Og det er jo ikke sikkert, at folk i lokalområdet kender den.

Historien bag det store træ, som normalt kun vokser i det vestlige USA, fører tilbage til 1978.

- Godsejeren Niels-Henrik Rosenkrantz plantede træet det år hans søn blev født. Træet er nu over 30 meter højt. Så det er ikke kun stjernehimlen, som bliver fortalt, forklarer Per Rasmussen.

Sådan oplever du den flotteste stjernehimmel

  • Det er vigtigt, at man undersøger vejrforholdene. Der skal helst ikke være skyer eller for meget blæst. Og selvfølgelig skal Solen være gået ned, før man får mange stjerner at se.
  • Med en enkelt Google-søgning skal man finde ud af, hvilken måne der er den pågældende dag. Det er allerbedst, hvis Månen er næsten væk. Altså så tæt på nymåne som muligt.
  • For at opleve så meget mørke som muligt med kun lidt lysforurening, skal man søge væk fra byer. Man skal helst ud, hvor der ingen gadelamper er.
  • Det er vigtigt at give sig selv tid til at vænne sig til mørket. For at dine øjne opfanger det svage lys, skal man vente i mørket i minimum 10 minutter. Jo mere tålmodighed man har til at vende sig til mørket, jo mere kommer man til at kunne se.
  • Efter en halv time kan man se stjerneskud. Der er omkring fire til seks stjerneskud i timen.
  • Det er vigtigt at tage godt med tøj på, da det kan blive koldt at sidde ude om natten.

Kilde: Johan Fynbo, professor i astrofysik på Niels Bohr Institutet.

100 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere