Kay Walton havde svært ved at tro på det.
Men da hun befandt sig på en mark i Ringkøbing-Skjern Kommune, begyndte hendes metaldetektor pludselig at bippe.
Og under jorden fandt hun en lille sølvmønt, der kan dateres tilbage til den første del af 1600-tallet.
Det skriver TV Midtvest.
Siden fulgte 51 sølvmønter på marken, og de stammer altså fra dengang Christian 4. og Frederik 3. var konger i Danmark.
Der er tale om et 'temmelig særligt' fund, siger Sara Hjøllund Sørensen, der er museumsinspektør og arkæolog ved Ringkøbing-Skjern Museum, til mediet.
- Der går langt imellem, at der dukker mønter op i den her størrelsesorden. Det sker, at folk finder en hist og her, men så mange, som Kay har fundet herude på én gang, det er ret vildt, siger hun.
Mønterne blev fundet i december 2022, men det har været hemmeligholdt indtil nu.
Ansatte ved Ringkøbing-Skjern Museum har nemlig været i fuld gang med at grave i området for at finde alle mønterne.