Vildt vejrskifte på vej

Det bliver en våd anden søndag i advent

Man skal huske paraplyen søndag. Foto: Rumle Skafte
Man skal huske paraplyen søndag. Foto: Rumle Skafte

Byger og blæst er i vente til anden søndag i advent.

Det fortæller vagtchef ved DMI Martin Lindberg.

- Vejret kommer til at skifte natten til søndag, da et ret kraftigt frontsystem med både regn og blæst, som kommer ind vestfra, siger han.

Ifølge DMI skal der falde mellem fem og ti millimeter regn.

- Det bliver blæsende, og det bliver en jævn til hård vind fra sydvest. Ved kysterne bliver det formentlig kuling og kraftige vindstød.

- Det er især i Jylland og på Fyn, hvor vindstødene kan blive kraftige, siger Martin Lindberg.

Det fortsætter
Og desværre ser det ikke ud til, at det bliver høj sol igen lige foreløbigt.

- I store træk kommer det her vejr til at holde ved. Det bliver også kedeligt mandag med byger og blæst.

- Tirsdag klarer det dog en smule op, hvor det bliver en kølig morgen, og der vil være nogen sol. Det bliver en relativt våd og blæsende uge, siger den vagthavende meteorolog.

Vindhastigheden vil ifølge prognoserne ligge på 22-23 meter i sekundet, hvilket klassificeres som stormende kuling.

Martin Lindberg mener dog ikke, at der er risiko for, at det blæsende vejr kan udvikle sig til en storm.