Villaejer i boykot: Nægter at slå græsset

Kim Thomsen forstår ikke, hvorfor kommunen slår græs for en flygtninge-familie, der har været i Danmark i 13 år

Kim Thomsen forstår ikke, hvorfor Næstved Kommune slår en flygtningefamilies græs år efter år. Foto: Per Rasmussen
Kim Thomsen forstår ikke, hvorfor Næstved Kommune slår en flygtningefamilies græs år efter år. Foto: Per Rasmussen

- Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke længere vil slå græsset ud mod vejen.

Sådan siger Kim Thomsen, der for tre år siden købte hus på en villavej i Gelsted uden for Næstved.

Og græsset ud mod de offentlige veje på begge sider af hans hus står allerede i 50 centimeters højde.

Tidligere kom kommunalarbejdere jævnligt forbi i en traktor og holdt græsset nede, men den udgift er ifølge Kim Thomsen og hans naboer tilsyneladende blevet sparet væk. Og så har villaejerne selv været ude med deres slåmaskiner.

Men det er slut nu hos Kim Thomsen.

- Over for mig bor tre flygtningefamilier. Og ved siden af ligger kommunens vandværk. Når kommunens folk er ude for at slå græsset og klippe hæk der, så ser jeg, at de lige tager flygtningefamiliernes græsplæner, når nu de alligevel er der. Det forstår jeg ikke. De er søde mennesker, men de kan da som os andre slå deres eget græs, siger Kim Thomsen.

Flygtninge vil selv
Ekstra Bladet har besøgt flygtningefamilierne. Blandt dem er den 23-årige somalier Ayob Osmand, der kom til Danmark i 2002 med sin mor og fem søskende. De første seks år boede familien på flygtningecenter Aunstrup. Men siden har familien boet i det kommunalt ejede hus, hvor der er plads til tre familier.

- Vi vil da gerne selv slå græsset. Og også klippe hækken. Men vi er aldrig blevet spurgt. Det gør kommunen bare, siger Ayob Osmand, som har fået arbejds- og opholdstilladelse for længst, og som er ved at tage en uddannelse på handelsgymnasiet.

Faglig leder i integrationsafdelingen i Næstved Kommune, Rebecca Helqvist, fortæller, at flygtningefamilierne i Gelsted ikke får særbehandling i forhold til andre borgere i byen. Når kommunens folk slår græsset, skyldes det simpelthen, at kommunen ejer huset, de bor i, og derfor er forpligtet af regler i lejeloven.

Men når nu beboerne i ejendommen siger, at de da godt selv vil slå græsset og dermed spare kommunen for de udgifter, skal de så ikke have lov til det?

- Det synes jeg er en udmærket idé. Og det er en idé, som vi bør undersøge, om kan lade sig gøre, siger Rebecca Helqvist.

Her er en plæneklipper
Det er godt nyt for Kim Thomsen.

- Vi oplever, at der spares allevegne. Vi oplever, at servicen over for vore ældre forringes. Så er det underligt, at der åbenbart bruges penge på noget, der slet ikke er nødvendigt, siger Kim Thomsen, som har en plæneklipper til overs.

- Hvis ellers de mener det, så kan de få den, siger han.

Men Kim Thomsen har tænkt sig at blive ved med sin græsdemo, indtil han har fået syn for sagn.

- Lad os nu se, om det bliver til noget, siger han.

Kim Thomsen lader græsset gro uden for sin bolig. Foto: Per Rasmussen
Kim Thomsen lader græsset gro uden for sin bolig. Foto: Per Rasmussen
 

193 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere