Ville give én kuffert tøj til flygtninge - er endt med mange ton

Tre kvinder ville samle tøj ind til flygtninge på den græske ø Lesbos, og det var der mange danskere, der ville støtte op om. Hør den fantastiske historie og se den enorme donation i videoen her.

- Er det til at overskue?

- Nej! Men vi tager det skridt for skridt.

- Jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg skulle kombinere ferie med noget velgørenhedsarbejde, så jeg ville hjælpe til og aflevere en kuffert med tøj til flygtningene på Lesbos.

Sådan fortæller Gry Hebeltoft Ravn, da Ekstra Bladet møder hende blandt brugt tøj, telte og bamser tirsdag eftermiddag.

Men projektet blev til meget mere end blot en kuffert. Danskernes lyst til at hjælpe flygtningene har nemlig været helt enorm, og Gry Ravn har sammen med to andre kvinder således fået samlet flere ton tøj, sko, telte, soveposer, legetøj og meget andet.

Lige nu bliver de mange ting sorteret og pakket af omkring 200 frivillige, der er mødt op for at kunne gøre en lille forskel i den store flygtningekrise.

- Det er fabelagtigt, at nogen har sat det her igang. Jeg er lykkelig for at få lov at deltage, fortæller Adam Jørgensen fra København, mens han pakker endnu en pose tøj sammen.

Det 1200 kvadratmeter store lager i Albertslund er fyldt op fra gulv til loft med ren velgørenhed. Gry Hebeltoft Ravn regner med, at de kan sende 2-3 lastbiler og 7-8 containere af sted af flere omgange, så der også er ressourcer til at modtage de mange ting, når de ankommer til Lesbos.

Selv rejser hun derned den 13. september og bliver der en uge for at være med til at aflevere de mange donationer.

- Jeg tror ikke, jeg kan regne ud, hvor hårdt det bliver. Jeg tror ikke, man kan beskrive, hvordan det er ikke at kunne hjælpe mennesker, fordi der ikke er nok mad. Jeg har aldrig prøvet at stå med børn, der ikke har nok mad, og det kan jeg ikke forberede mig nok på, fortæller Gry Hebeltoft Ravn.

Ud over de enorme mængder af tøj, sko, bleer osv. har kvinderne også (i skrivende stund) samlet 450.000 kroner ind. Faktisk blev deres Mobilepay så rødglødende, at den her til formiddag gik ned.

Se de imponerende mængder tøj, der er samlet ind i videoklippet øverst.

97 kommentarer
Vis kommentarer