Ville gøre sin døde kone til mor: Nu kommer han med nedslående besked

Emmy's største ønske var at blive mor

Foto: Facebook/Ejtandemonium.
Foto: Facebook/Ejtandemonium.

32-årige Jake Coates fra Storbritannien mistede i juni sin kone Emmy Coastes.

Hun havde i halvandet år været ramt af kræft i skjoldbruskirtlen, men hun havde et stort ønske om at blive mor. Kemobehandlingen ville desværre medføre, at hun ikke selv ville kunne gennemføre en graviditet. Parret besluttede derfor, at de ville fryse nogle af hendes æg, inden hun begyndte på kemobehandlingen.

Men lægerne kom derefter med beskeden om, at kræften havde spredt sig til rygsøjlen, lungerne, leveren og knoglerne. Hun var nu terminal-patient.

Parret skyndte sig derfor at lede efter en kvinde, der ville bære deres kommende barn. Liz Begg, der var en gammel veninde til parret, besluttede sig for at hjælpe, og hun blev gravid allerede i første forsøg.

Emmy Coates var lykkelig over nyheden, men få timer senere mistede hun bevidstheden., Hun vågnede kun få gange, inden hun et par uger efter sov stille ind.

Et par dage efter hendes død, opdagede lægerne, at barnet ikke ville overleve.

- Jeg er taknemmelig for, at Emmy ikke vidste, hvad der skete. Vi var gravide, da hun døde, sagde Jake Coates til Mirror.

Gav Emmy håb
Jake Coates var efter Emmy Coates død opsat på at gøre hustruens største ønske til virkelighed. Der var seks embryoer tilbage, men et halvt år efter hendes død står han nu frem med en nedslående besked.

Han har nemlig besluttet sig for at stoppe processen med at få det barn, der ville gøre Emmy Coates til mor.

- Efter to forsøg med mere overvejelse, end I nogensinde kan forestille jer, har jeg besluttet mig for at stoppe rejsen og udsætte det på ubestemt tid. Liz har været den mest uselviske, søde, betænksomme og smukke person gennem processen, siger Jake Coates nu til Mirror og fortsætter:

- Jeg kan ikke takke hende nok for, hvad hun gjorde for Emmy ... Hun gav Emmy og mig håb. Hun gav os lov til at drømme om en Coates-baby... og det gav os så meget positivitet og fik os til at fortsætte, når dagene var mørkest.

Han håber nu, at deres ufødte barn er sammen med hans hustru.

- Jeg vil for altid tro på, at Emmy har det første barn hos hende i himlen.

10 kommentarer
Vis kommentarer