Ville returnere 4800 ruller toiletpapir og 150 liter håndsprit: Det blev et nej

Direktøren for Drakes supermarked i Australien er gået viralt med en video, hvor han fortæller om at afvise en mand, der ville returnere alt det, han havde hamstret i starten af coronakrisen

Den gik altså ikke hos forhandleren. Foto: Colourbox
Den gik altså ikke hos forhandleren. Foto: Colourbox

Det blev et meget kontant svar til den kunde, der prøvede at returnere de varer, han tidligere havde hamstret i Drakes supermarked i Australien.

I en video på YouTube fortæller direktøren John-Poul Drake, at han reagerede meget simpelt ved at vise sin langfinger til kunden.

Manden havde taget hele 4800 ruller toiletpapir og 150 liter håndsprit med ned i supermarkedet og ville altså have sine penge tilbage.

- Jeg havde min første kunde i går, der ville have refunderet 4800 ruller toiletpapir og 150 liter håndsprit. Jeg fortalte ham det her, lyder det i videoen, inden man kan se direktøren vise sin finger til skærmen.

Raseriet i videoen fortsætter, hvor John-Poul Drake fortæller, at det er personer som denne, der er skyld i problemet med manglende varer i landet.

- Det er så latterligt. Det er sådan noget her, der ødelægger landet.

Kunne ikke få dem afsat
Til 7news i Australien har John-Poul Drake fortalt, at manden ville af med varerne, fordi han ikke længere kunne sælge dem på ebay.

Hans side var blevet lukket ned.

Ifølge manden havde han haft 20 folk til at arbejde for sig. Han fik de mange mennesker til at købe ting som toiletruller og håndsprit, så han kunne sælge dem dyrt over nettet.

- Der er sikkert mange andre supermarkeder, der oplever det samme som os, men som ikke siger noget om det. Vi er bare ovre det, nu taler vi, sagde han til mediet.

I Australien har deres indenrigsminister Peter Dutton udtalt, at man vil slå hårdt ned på dem, der hamstrer nødvendige varer i supermarkederne

279 kommentarer
Vis kommentarer