Vinterbadere er i krise

29.000 medlemmer af vinterbadeklubber i Danmark sukker efter kulde

Preben Hershøj er formand for Solrød Strand Vinterbadeklub. Han forsøger at få det bedste ud af den milde vinter og giver her nogle råd til, hvordan man kan opnå det kolde gys trods de lave temperaturer. (OBS: Billederne i indslaget er IKKE fra Solrød Strand Vinterbadeklub)

Er du vinterbader? Send os billeder af hvordan du oplever det usædvanlig varme badevand på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det kolde gys er blevet en varm og vanskelig sag i mange danske vinterbadeklubber, hvor medlemmerne mærker konsekvensen af en ualmindelig hot november og december.

Og havde de frisindede sjæle troet, at juleferien skulle bruges til at lave et par ekstra af de såkaldte Medova-dyp fra en badebro for at få et hurtigt kulde-kick, så bliver tebrevet nødt til at blive lagt i blød i noget længere tid, før kroppen får det samme ud af det som ellers.

Det fortæller medlemmer i flere vinterbadeklubber til Ekstra Bladet.

- Vandet er ikke en skid koldt. Man bliver nødt til at stå længe i vinden og opholde sig længere tid i vandet for at få det kulde-gys, man plejer at få på denne tid af året, siger Preben Hershøj, som er formand for Vinterbade Klubben Solrød på Sjællands østkyst.

Han har været vinterbader i ti år og har ikke oplevet noget lignende i december.

Tæt på rekordvarme
Hos DMI nikker man genkendende til vinterbadernes oplevelse. For havvandet er ualmindeligt varmt for årstiden. Tirsdag morgen målte man 9,1 grader ved en post i Limfjorden. På Bornholm var temperaturen 8 grader. Laveste temperatur blev målt i Isefjorden med 7 grader.

- luften har allerede været så varm i december, at vi er sikre på, at det når at blive den anden varmeste december siden 1874. Og med den tredje varmeste november nogensinde, så giver det sig selv, at også vandtemperaturen er usædvanlig, siger seniorklimatolog John Cappelen.

DMI har samlet tallene for vandtemperaturen i december over en tiårig periode mellem 2001 og 2010 på fem forskellige målestationer ved danske havne og strande. Og i den periode har gennemsnitstemperaturen i vandet været mellem 3,9 og 5,6 grader. Højeste måling på en helt vilkårlig dag i december har været 9,2 grader et enkelt sted, mens det modsat også har været under frysepunktet enkelte gange.

- Den nuværende badevandstemperatur er med andre ord usædvanlig høj og i den høje ende af skalaen generelt, siger John Cappelen.

Sådan var badevandstemperaturerne tirsdag formiddag. (Grafik: DMI)
Sådan var badevandstemperaturerne tirsdag formiddag. (Grafik: DMI)
 

Kicket udebliver
Også vinterbadeklubben med det mundrette navn 'Ballehage', som holder til i naturskønne omgivelser syd for Århus, har lagt mærke til det, som kan minde om en hedebølge i december.

- Der er ikke så meget at gøre ved det jo. Vi får ikke noget ud af at stå og hælde koldt vand i havet. Lige nu er det næsten umuligt at få et kick ud af det, siger Verner Kruse, som er bestyrelsesmedlem, og som har været vinterbader i seks år.

Intet tyder på, at vandet bliver koldere de næste par dage. Faktisk har bademesteren i Karrebæksminde Vinterbadeklub konstateret, at vandet er blevet varmere de sidste par dage, så der senest blev målt 7,1 grader ved Lungshave Strand i Sydsjælland tæt på Enø.

Men intet er som bekendt så skid, så det ikke er godt for noget.

- Man skærer sig ikke på isen, sådan som man ellers risikerer at gøre uden at lægge mærke til det, når huden bliver helt følelsesløs. Og så kan man jo ellers bare lave et dobbelt medova-dyk eller et tredobbelt. Så skal kroppen nok blive kølet ned og sveden pible. Desuden er tredje halvleg jo altid den sjoveste, som man siger, og den holdes stadig, siger Preben Hershøj til Ekstra Bladet.

35 ud af klubbens 65 medlemmer fra i det varme havvand tirsdag.

DMI kan slet ikke udstede garantier om, at man overhovedet når at komme til at opleve det helt kolde gys i vinteren 2015/2016. Foreløbig tegner den til at blive rekordvarm. (Foto: Per Rasmussen)
DMI kan slet ikke udstede garantier om, at man overhovedet når at komme til at opleve det helt kolde gys i vinteren 2015/2016. Foreløbig tegner den til at blive rekordvarm. (Foto: Per Rasmussen)

Stil dig i vinden
I Solrød har de for øvrigt haft mere end det varme vand at bakse med. Her har usædvanlig lav vandstand i perioder gjort det umuligt at komme ordentligt under.

Ifølge DMI er der intet, der tyder på, at vandet bliver koldere i de første par uger.

- Vi har haft ustadigt mildt vejr siden 6. november. Der er ingen tvivl om, at vi fortsætter med relativt mildt vejr december ud. Hvis man skal have et koldt gys, så kan man sætte sin lid til den chillfaktor, som vinden giver. Blæser det med otte meter i sekundet ved en temperatur på fem grader, så føles det som minus seks grader, og det er jo også noget, siger John Cappelen til Ekstra Bladet.

Er du vinterbader og blandt landets 29.000 medlemmer af en vinterbadeklub så deltag i debatten og fortæl´, hvordan det varme badevand påvirker jer.

12 kommentarer
Vis kommentarer