Billedet af den lille mørkhårede pige, der grædende kigger op på sin arresterede mor, satte fokus på præsident Donald Trumps praksis med at adskille migrantbørn fra deres forældre ved grænsen.
Det hjerteskærende foto af den toårige pige blev også set af det amerikanske forældrepar Charlotte og Dave Willner, der reagerede med en indsamling for familier, der er blevet adskilt ved den amerikansk-mexicansk grænse.
Parret håbede oprindeligt, at Facebook-kampagnen kunne indsamle 1500 dollar – 10.000 kroner - til advokatbistand for en enkelt familie.
Men indsamlingen er i den grad gået viralt og har på fire døgn genereret 13 millioner dollar – over 80 millioner kroner.
Ond politik
Charlotte Willner håber, at et direktiv, der blev underskrevet af præsident Donald Trump onsdag, vil sætte en stopper for adskillelsen af migrantfamilier ved grænsen.
Hun har dog ikke tænkt sig at stoppe indsamlingen.
- En lovændring bringer ikke automatisk børn hjem til deres mødre eller fjerner traumet for uskyldige børn, skriver Charlotte Willner i en besked på Facebook.
Hun tilføjer, at arbejdet for at hjælpe migrantfamilierne er vigtigere nu end nogensinde før.
Målet med indsamlingen er at give juridisk hjælp til alle adskilte familier og uledsagede børn ved domstolene i delstaten Texas.
Ifølge Charlotte Willner var kun et ud af fire af børnene repræsenteret af en advokat sidste år.
- Vi har flere gange grædt på kontoret, når vi har tjekket status for indsamlingen. Dette vidner om en stor afstandtagen til denne administrations onde politik, skriver Charlotte Willner.
Trump udsteder direktiv om børn ved grænse
Charlotte Wilner mener, at præsidentens ændrede kurs netop skyldes, at så mange har reageret kraftigt.
- Indsamlingen startede med håbet om at genforene måske en enkelt familie, men den voksede. Den voksede sig så stor, at den ikke kunne ignoreres, siger hun.