Usynlige blækstempler, hvis formål er at bekæmpe og afskrække personer, som forulemper andre kvinder eller mænd i offentlig transport, hitter i Japan. Det oplyser CNN.
De 500 stempler, som koster, hvad der svarer til cirka 162 kroner, blev udsolgt på mindre end en halv time.
- Jeg var så overrasket over, hvor hurtigt de blev udsolgt, siger Fumihiro Mukai, talsmand for virksomheden Shachihata Inc., der har produceret stemplerne, til CNN.
Politiet har ikke været inde over produktionen af stemplerne. Alligevel håber Fumihiro Mukai, at stemplerne vil hjælpe med at begrænse antallet af forulempelser i Japan.
Usynlig blæk
Med stemplerne kan ofre for sexchikane nemlig stemple og identificere overgrebspersoner med usynlig blæk. Stemplerne er udviklet for at afhjælpe problemerne med seksuelle krænkelser eksempelvis ombord på tog eller i busser. Shachihata Inc. håber, at de vil afskrække folk for at tage på andre mod deres vilje.
Artiklen fortsætter efter billedet...
Et stort problem i Japan
Ifølge The Guardian er sexchikane ombord på offentlig transport et kæmpe problem i Japan. I en undersøgelse fra 2004 havde to tredjedele af de adspurgte kvinder i alderen 20-40 år oplevet at blive forulempet ombord på tog i hovedstaden Tokyo.
En ud af tre meddelte derudover, at de brugte togvogne kun for kvinder for at undgå at blive rørt ved mod deres vilje. Disse vogne blev indført i 2000 netop for at bekæmpe problemet med sexchikane på offentlig transport.