Virolog om zoo-åbning: - Bliver så irriteret

Virolog Allan Randrup Thomsen mener, at det er en meget dårlig idé, hvis de zoologiske haver åbner igen allerede 1. maj

Tidligere på måneden advarede WHO om en 'dødelig genopblusning' af coronasmitten, hvis samfund åbnes for hurtigt igen. Video: Ritzau/Scanpix.

Det er en dårlig idé at genåbne dyreparker landet over.

Det mener virusprofessor ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen:

- Politikerne skulle simpelthen sige: 'Nu stopper I'. Det er en uge siden, skolerne blev åbnet. Der skal gå fire uger, fra skoler og liberale erhverv er åbnet, til vi kan vurdere, hvordan det går med smitten.

- Det skal ikke baseres på en tilfældighed, og om en brancheorganisation er god til at lave reklame for sig selv eller ej. Jeg bliver så irriteret.

Virolog Allan Randrup Thomsen. Foto: Jonas Olufson
Virolog Allan Randrup Thomsen. Foto: Jonas Olufson

Han efterlyser en reaktion fra politikerne. Både erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) siger onsdag, at de er betænkelige ved genåbningen af dyreparkerne.

Men Allan Randrup Thomsen mener ikke, der er nogen samlet styring. Planen er efterhånden faldet til jorden, lyder det. Han vil ikke kritisere Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, for de er sandsynligvis også utilfredse med genåbningen ifølge professoren.

- Kåre Mølbak (faglig direktør for Statens Serum Institut, red.) sagde, man ville åbne lidt og så holde pause i fire uger. Så kan man vurdere, om man kan åbne mere. Nu bevæger man sig længere og længere væk. Lige pludselig løber det fra os, siger Allan Randrup Thomsen.

- Hvis forlystelser og dyreparker må åbne, hvorfor må andre så ikke? Det er helt tilfældigt nu. Der er ingen kvalificeret styring af det, siger han.

Hvad genåbningen af dyreparkerne vil betyde for smittespredningen, kan han ikke vurdere. Men det er for tidligt at genåbne dem.

- Der skal i hvert fald stilles meget skarpe retningslinjer op. Min tro på at folk overholder dem er lig nul. Jeg synes ikke, det er en god idé, siger han.

264 kommentarer
Vis kommentarer