Voldsdømt teenagemillionær skal være lyrik-redaktør

Digtsamlingen 'Yahya Hassan' er et hit i ind- og udland, og den 19-årige ordjonglør må allerede formodes at være en holden mand

- Vi glæder os på Yahyas vegne over, at det er endt med en betinget dom, og vi håber, at han ikke får flere mellemværender med ordensmagten, udtrykte Gyldendals bogdirektør over for Ekstra Bladet mandag, hvor Yahya Hassan - til sin egen store frustration - blev idømt fire måneders betinget fængsel. (Video: Torben Rask)

Yahya Hassans debutdigtsamling er, hvad man kalder en vaskeægte sællert. Digtsamlingen 'Yahya Hassan' fra oktober 2013 har solgt mere end 100.000 eksemplarer i Danmark, og trykoplaget er ifølge Gyldendal nu oppe på 115.000 udgaver.

Og det er uden de udenlandske udgivelser. Den 19-årige mands bog er indtil videre udkommet i Island, Finland, Sverige, Norge, Tyskland, Holland, Italien og Spanien. I 2015 lander digtsamlingen også i Brasilien.

Ifølge Gyldendals litteraturagent, Sofie Voller, er succesen i udlandet, hvor bogen er solgt i omkring 40.000 eksemplarer, exceptionel.

- Det er helt vildt. Der er meget få digtsamlinger, der i det hele taget bliver oversat, og især til så mange sprog, siger hun til Ekstra Bladet.

Måske derfor skal der mere end en betinget fængselsdom til at komme imellem forlaget og Yahya Hassan, som i går i retten fortalte, at han er på nippet til at blive lyrikredaktør på Gyldendal.

- Men der er ikke indgået nogen aftale endnu. Vi håber, den falder på plads inden længe, sagde Gyldendals litterære direktør Johannes Riis i februar til Berlingske uden at ville uddybe, hvad Yahya Hassan skulle lave for forlaget.

Håber ikke på flere lovovertrædelser
Bogdirektøren ville ovenpå dommen ikke stille op til et interview med Ekstra Bladet, men skrev pr. mail:

- Vi glæder os på Yahyas vegne over, at det er endt med en betinget dom, og vi håber, at han ikke får flere mellemværender med ordensmagten.

For teenage-forfatteren selv har det hidtidige samarbejde med Gyldendal også vist sig særdeles frugtbart på bankkontoen.

Bestseller-bogen står gennemsnitligt i 150 kroner, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger får den nu voldsdømte aarhusianer mere end de 12-15 procent, der er standarden for unge forfattere. Derfra skal så trækkes moms og rabatter til detailhandlen, som typisk er på mellem 40 og 60 procent. Med 15 procents fortjeneste pr. bog har Yahya Hassan formentlig tjent op mod en million kroner på rekordsalget.

Derudover fik han ifølge Kulturstyrelsens seneste opgørelse over forfatterudbetalinger for 2013 udbetalt 76.860 kroner for at have digtsamlingen stående på bibliotekerne.

Skriver på ny litteratur
Den unge digter er også en meget efterspurgt foredragsholder. Firmaet Forfatterforedrag, der står for bookningen af Hassan, oplyser til Ekstra Bladet, at det koster 17.000 kroner at hyre ham til et halvanden times foredrag. Især uddannelsesinstitutioner er interesserede i Yahya Hassan.

I retten i går fortalte han, at han samtidig med at passe studierne på Forfatterskolen på Kunstakademiet skriver på sin nye litteratur.

Bliver den ligeså populær som debut-digtsamlingen, kommer teenage-millionæren næppe i pengenød i foreløbig.

123 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere