Voldsom stigning: Tog kører over for rødt

Flere og flere lokomotivførere kører over for rødt, viser nye tal. Fagforbund tænder advarselslamperne

Arkivfoto: Jonas Olufson
Arkivfoto: Jonas Olufson

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk. Eller send en sms på 1224 (alm. sms-takst)

Samme år som dødsulykken på Storebæltsbroen er antallet af gange, hvor DSB-tog er kørt over for rødt, steget til højeste antal i fem år.

Således er antallet af de såkaldte signalforbikørsler steget til 217 gange i 2019. Det er en markant stigning i forhold til året før, hvor antallet var på 163.

Samtidig er andelen af signalforbikørsler med 'højt farepotentiale' steget fra syv til 19.

Nyuddannede
DSB forklarer stigningen med, at der er kommet flere nyuddannede lokomitivførere.

'Ved registreringen af signalforbikørsler, kan vi se en overpræsentation af lokomotivførere med kort anciennitet. Derfor bliver uddannelsen af personalet gennemgået for at se, hvordan nye lokomotivførere endnu bedre kan blive støttet i deres oplæring og i en god sikkerhedskultur, så ancienniteten ikke spiller en rolle,' skriver DSB's presseafdeling i en mail til Ekstra Bladet.

Advarselslamper
Dansk Jernbaneforbund tænder advarselslamperne. Henrik Horup, formand, siger:

- Vi vil tage det op med DSB og drøfte, hvordan vi kommer til bunds i det her. I sidste ende er dette alvorligt i forhold til passagererne, siger han.

- Vi må finde ud af, hvordan det kan stige så markant. Og det bekymrer mig især, at tallet på 'højt faresignal' er steget så meget.

I DSB uddyber Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen,Underdirektør Sikkerhed og Drift Arbejdsmiljø.

- Jeg kan se, at der har været en voldsom stigning i antallet af signalforbikørsler. Fra 163 til 217. Betyder det, at jeres lokomotivfører kører over for rødt?

- De kører i hvert fald forbi et signal, som de ikke skal køre forbi. Det behøver ikke være rødt, men det svarer til det.

Samarbejde med Banedanmark
- Hvordan kan det være, at det er steget så meget?

- Der er ingen tvivl om, at når vi har en signalforbikørsel, kigger vi det hele igennem for at se, om der er noget, som vi kan lære. Det gør vi på individniveau, og så gør vi det bredt, hvor vi kigger på hele systemet.

- Vi har taget flere unge lokomotivførere ind, og der kan vi se en overrepræsentation på signalforbikørsel for dem. Det giver anledning til refleksion, siger han og peger samtidig på systemet:

- Det er et gammelt signalsystem, og når vi får et nyt, forsvinder mange af de uhensigtsmæssigheder fra det gamle.

- Det må jo betyde, at jeres uddannelse ikke er god nok?

- Det har i hvert fald givet anledning til at kigge på, om uddannelsen kan justeres. Det er sat i gang.

Helst nul
- Jeg kan se, at der også er signalforbikørsler med højt farepotentiale. Det er mere end fordoblet…

- Det er klart, at vi helst vil have nul signalforbikørsler. Men vi også bare sige, at med den måde systemet er bygget op på, er der nogle uhensigtsmæssigheder, som vi kigger ind i. Blandt andet den måde, som vi arbejder sammen med Banedanmark:

- Vi kan se, at en stor del af årsagerne handler om kommunikation mellem statationsbestyreren og vores lokomotivfører, hvor vi sammen med Banedanmark kan kigge på, om vi kan sikre kommunikationen.

- Og så kan vi se, at der er nogle enkelte signaler, som er overrepræsenteret. Dem vil vi også gå i dialog med Banedanmark omkring.

- Gennem de seneste år har der været fokus på DSB’s punktlighed, og hidtil har direktionens resultatløn været bundet op på punktlighed. Hvor betyder presset på punktligheden for antallet af signalforbikørsler?

- Sikkerhed er vores første prioritet. Og vi tager ikke sikkerhed for givet. Det er grundpræmissen. Det er fundamentet. Så det har jeg ingen bekymringer omkring.

 

 

64 kommentarer
Vis kommentarer