Voldsomme højre-protester hærger i Tyskland efter mord: Nu efterforskes politiet

Tysk politi i delstaten Sachsen efterforskes nu for forbindelser til højreekstreme grupper efter lækage

Mandag røg demonstranter fra dne yderste højre- og venstrefløj i totterne på hinanden i forbindelse med demonstrationer. Video: AP

Justitsministeriet i delstaten Sachsen åbner nu en efterforskning af politiet i delstaten, efter en arrestordre på en 22-årig iraker tirsdag aften blev lækket til flere højreradikale grupper, der delte den.

Arrestordren blev udstedt efter et slagsmål natten til søndag i den tyske by Chemnitz, hvor en 35-årig tysker blev dræbt af knivstik til en festival. Efterfølgende blev den 22-årige iraker, som arrestordren er møntet på, og en 23-årig syrisk mand anholdt mistænkt for drabet.

Og lækket er meget opsigtsvækkende, lyder det fra lektor med speciale i tyske samfundsforhold.

- Politiet er meget forsigtige med den slags oplysninger og offentliggør aldrig navne på folk, før de er dømt. Jeg kan ikke huske en sag som denne, så det er meget usædvanligt, siger Karl Christian Lammers, lektor i tysk samtidshistorie ved Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ifølge BBC deltog omkring 6000 højreradikale i demonstrationen i en demonstration i Chemnitz mandag. Foto: AP
Ifølge BBC deltog omkring 6000 højreradikale i demonstrationen i en demonstration i Chemnitz mandag. Foto: AP
 

Voldelige protester
Mordet på den 35-årige, der kaldes Daniel H., fik søndag flere hundrede demonstranter fra den yderste højrefløj på gaden i byen Chemnitz med knap 250.000 indbyggere.

Mandag voksede protesterne sig endnu større med op mod 6.000 deltagere fra den yderste højrefløj, og 1000 moddemonstranter fra venstrefløjen, der overrumplede politiet og røg i totterne på hinanden, skriver BBC.

Flere tilfælde
Den opsigtsvækkende lækage har smidt endnu mere brænde på bålet, og politiet i Sachsen får nu assistance fra det føderale politi i Tyskland, der forventer flere uroligheder de kommende dage.

Lækagen af arrestordren, hvor begge de anholdtes navne bl.a. fremgår, har afstedkommet beskyldninger mod politiet for at sympatisere med de højreradikale demonstranter, og det er ikke det eneste, der klæber sig til politiet i delstaten.

- Der har flere gange været tegn på, at politiet holder hånden over de højreorienterede grupper i Sachsen. Der var for eksempel meget få betjente på arbejde ved demonstrationen i mandags, der kom ud af kontrol.

- Politiet greb simpelthen ikke hårdt nok ind over for demonstranterne, ligesom politiet for nylig ved en demonstration med højreradikale i Dresden tilbageholdt journalister, der dækkede demonstrationen, siger Karl Christian Lammers.

Artiklen fortsætter under artiklen.

10 personer er blevet sigtet for at lave nazihilsner til demonstrationen. Nazihilsner er ulovlige i Tyskland. Foto: AP
10 personer er blevet sigtet for at lave nazihilsner til demonstrationen. Nazihilsner er ulovlige i Tyskland. Foto: AP
 

Mange højreorienterede
Ifølge det tyske medie Focus kom den mistænkte iraker til Tyskland i 2015 og havde tidligere fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse. Efter en klage fik den 22-årige dog ifølge mediet midlertidig opholdstilladelse.

Han opholdt sig altså så vidt vides lovligt i Tyskland, men det har ikke haft nogen formildende effekt på indbyggerne i delstaten, der er kendt for sit fremmedhad, fortæller Karl Christian Lammers.

- Hadet mod fremmede er generelt større i det tidligere DDR end i Vesttyskland, og højreekstremismen står meget stærkt i Sachsen. AfD (partiet Alternative für Deutschland, red.) er for eksempel det næststørste parti i delstaten. Inden AfD blev dannet, sad også det nynazistiske parti NPD i Sachsens parlament.

Optøjerne i Chemnitz, hvor der bl.a. været meldinger om, at udlændinge er blevet jagtet, ligesom 10 personer er blevet sigtet af politiet for at lave nazi-hilsner, har fået blandt andre Angela Merkel til at fordømme demonstranterne og deres fremmedhad.

Politiet venter, at der igen torsdag vil være demonstrationer i Chemnitz mod udlændinge.

410 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere