Voldsomt angreb i naboland: Ødelagde dem fuldstændig

Indien angreb tidligt tirsdag morgen lejre tilhørende en militant gruppe i Pakistan, oplyser minister

Indiens udenrigsminister, Vijay Gokhale, kommenterer her angrebet. Video: AP / GEO TV

Indiske kampfly har tirsdag angrebet militante lejre i Pakistan. Det oplyser en minister fra den indiske regering.

- Luftvåbnet udførte tidligt i morges luftangreb mod terrorlejre på tværs af Line of Control (den uofficielle grænse mellem den indisk-kontrollerede og den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir, red.) og ødelagde dem fuldstændigt, skriver landbrugsminister Gajendra Singh Shekhawat på Twitter.

Ifølge den indiske tv-kanal News 18 har kampfly fra Indien krydset grænsen, som deler regionen. Kampflyene skal have udført et angreb mod en gruppe, der for nylig dræbte 40 indiske soldater. Tv-kanalen henviser til unavngivne pakistanske regeringskilder.

Angrebet på de indiske soldater var det værste i den omstridte region i flere årtier, og Indien har varslet, at det vil hævne de dræbte soldater.

Anonyme kilder i det indiske luftforsvar oplyser, at der blev brugt droner og et ton tunge bomber i angrebet.

Det pakistanske forsvar beskylder Indien for at have krænket luftrummet over den pakistansk-kontrollerede del af Kashmir.

Pakistans forsvar siger, at der ikke er sårede eller dræbte efter angrebet, ligesom at der ikke er sket materielle skader på grænseovergangen.

Samtidig hævder andre kilder i den pakistanske regering over for News 18, at der er over 200 sårede eller døde. 

Dette er ikke bekræftet fra officielt hold.

Indiske myndigheder har tirsdag morgen fortsat ikke kommenteret sagen. 

Statsminister Narendra Modi skal mødes med forsvarsministeren og finansministeren for at diskutere sagen, skriver News 18. 

Pakistan og Indien har siden 1947 krævet magten over regionen Kashmir. 

Dengang blev Indien delt i to, og Pakistan blev til. 

Indien og Pakistan administrerer hver deres del af Kashmir. Men begge lande gør krav på området og har udkæmpet to krige over det.

Indien beskylder Pakistan for at støtte militante grupper i den omstridte region. Pakistan afviser beskyldningen, men betegner militante grupper i Kashmir som frihedskæmpere.

I 2003 indgik de to lande en våbenhvile. Den faldt dog til jorden nogle år senere, da en ny indisk regering blev valgt blandt andet på en hårdere linje mod Pakistan.

34 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere