Har du billeder eller video fra uvejret, så send det til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224.
Et voldsomt uvejr ramte i nat og i de tidlige morgentimer store dele af landet med lyn og tordenbyger.
Det oplyser DMI.
I sær den sydlige del af landet har været ramt.
- Det startede i Sydvestjylland, og så trak det henover Fyn og øerne, og nåede så her til morgen over Københavnsområdet, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Mogens Rønnebek til Ekstra Bladet.
Uvejret er ved at trække over Sydsverige, så det er ved at være overstået nu, selvom det pt. stadig regner kraftigt i Københavnsområdet.

- Der har været en del lyn og torden. Omkring 6000 over landet er registreret, og det er rimelig meget. Udover regnen har der også været nogle kraftige vindstød i forbindelse med fronten, der gik ind over os. siger meteorologen.
Han kan samtidig oplyse, at der et enkelt sted har været registreret skybrud, som defineres ved, at der falder mere end 15 mm regn på 30 minutter.
- Det skete ved Svendborg ved fire-halv fem tiden, siger han.

Varsel om voldsomt vejr
Det dårlige vejr bliver afløst af nogle solide høje temperaturer, for så igen at blive til torden og lyn.
- Det begynder at klare op i den sydlige del af landet, og her kan det blive lummervarmt med 25-28 grader. Sidst på dagen passerer en koldfront så vestfra, som også i aften kan være kraftige med torden. Det ser ud til, at det bliver den sydlige halvdel af landet, der igen vil blive ramt.
Bygerne ser ud til at blive så slemme, at DMI har valgt at udsende et varsel om voldsomt vejr fra klokken 16-22 i det gule område nedenfor. Der kan komme hagl, vindstød, skybrud og torden.