Voldsomt uvejr rammer Danmark: Vindstød op til 120 km/t

DMI opfordrer fiskere til at søge havn forud for stormen Knud, der forventes at ramme fredag fra klokken 15

Stormen bringer vindstød af orkanstyrke, lyder det fra DMI.

Et voldsomt blæsevejr er under opsejling.

Og det bliver slemt.

Det oplyser DMI, der varsler stærk storm med vindstød af orkanstyrke fredag fra omkring klokken 15 og frem til sidst på aftenen.

Det er især Vestkysten og den nordlige del af Jylland, som står får skud. Her bliver vinden kraftigst. DMI forventer vindstød af orkanstyrke.

- Det bliver værst i de nordlige egne. Vi håber, at fiskerne lytter efter og søger havn. For det er et alvorligt lavtryk. Specielt ude over vandet, siger vagthavende meteorolog hos DMI, Steen Rasmussen, til Ekstra Bladet.

Til gengæld forventer DMI ikke forhøjet vandstand ud over det sædvanlige. Blæsevejret kommer til at være så hurtigt overstået, at der ikke rigtig når at blive skubbet noget vand af betydning ind i Kattegat og ned gennem bælterne.

- Men mens blæsevejret står på, vil der være let forhøjet vandstand på Vestkysten, siger Steen Rasmussen.

De orange områder er områder, hvor DMI fortæller, at der er risiko for farligt vejr. De gule områder fortæller om risiko for voldsomt vejr. Men det kommer til at ruske i hele landet, spår DMI. Grafik: DMI
De orange områder er områder, hvor DMI fortæller, at der er risiko for farligt vejr. De gule områder fortæller om risiko for voldsomt vejr. Men det kommer til at ruske i hele landet, spår DMI. Grafik: DMI
 

Første tegn på, at uvejret er på vej, vil komme i løbet af fredag formiddag, hvor kraftige skyer vil slå ind fra vest. I dem vil også være regnvejr.

Det er på bagsiden af regnvejret og skydækket, at blæsten vil komme.

Det er ikke alene i Danmark, at vejrtjenesterne varsler uvejr. Også i Norge forventer myndighederne, at stormvejret vil få konsekvenser.

Her tales der om vindstød på op mod 160 kilometer i timen, og det forventes, at blæsten også vil risikere at borgere i Sydnorge kommer til at stå uden strøm.

Samtidig meldes der om risiko for bølger på op til 10 meters højde i Skagerak.

DMI opfordrer haveejere til allerede nu at fjerne løse genstande.

- Selv om det bliver værst på Vestkysten og i Nordjylland, så vil man kunne mærke, at det rusker i hele landet, siger Steen Rasmussen.

Stormvejret har fået navnet Knud.

93 kommentarer
Vis kommentarer