Voldsomt vejr i nat: Her blev der målt stærk storm

Den jyske vestkyst blev ramt af kraftig vind og snebyger

Den jyske vestkyst fik en barsk og blæsende start på ugen, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Værst var blæsten nær Lemvig, hvor der klokken fire blev målt vindstød af stærk storm på 31.5 m/s.

- Det har især blæst ude vestpå. Der var vindstød af stærk storm nær Lemvig, og ellers har der været vindstød af stormstyrke flere steder på vestkysten, siger vagtchef ved DMI, Dan Nilsvall.

Han peger blandt andet på Røstnæs, hvor der blev målt vindstød af stormstyrke (25-28 m/s). Og blæsevejret fortsætter.

- Det fortsætter med at blæse ude ved vestkysten, hvor det først aftager ud på eftermiddagen, siger vagtchef Dan Nilsvall til Ekstra Bladet.

Blæsevejret har også medbragte nedbør.

- Der er kommet enkelte snebyger i Vestjylland og på den centrale del af Sjælland. Men det er et ganske tyndt lag, og det forsvinder, når temperaturen stiger til omkring tre graders varme, siger han.

Snebygerne kommer i halen på den voldsomme vind, der også giver forhøjet vandstand flere steder i landet. Særligt Roskilde Fjord og Isefjord i Nordsjælland kan blive ramt af vandmasserne.

I løbet af ugen bliver det dog gradvist lunere. Tirsdag og onsdag når temperaturen op på otte grader med lokale sne- og sludbyger, oplyser DMI.

10 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere