Vred Pape: 'Det er en skandale'

PLEJEHJEMSSVIGT: Den konservative formand kalder plejesvigt afsløret af skjulte optagelser for 'grotesk'. Han skoser Aarhus Kommune for sagen

Her kan du se, hvordan demente Else flere gange bønfalder personalet på plejehjemmet om at lægge hende tilbage i sengen. Alligevel fortsætter de med at bede hende presse afføring ud på en ble, der ligger i sengen under liften. Videoreportage: TV2 Dokumentar

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen, er helt oppe i det røde felt.

Han har set de skjulte optagelser af det massive plejesvigt over for den 90-årige demenssyge Else på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

Optagelserne er fra en dokumentar, som Vestre Landsret i sidste uge forbød TV2 at vise, efter at Aarhus Kommune havde anmodet om et fogedforbud.

Men nu har Ekstra Bladet vist optagelserne.

- Det er grotesk. Man kan næsten ikke holde ud at se de klip. Det er så uværdigt.

- Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan være sådan over for andre mennesker. Og jeg kan ikke forstå, at man prøver at skjule det bagefter, siger Søren Pape Poulsen til Ekstra Bladet.

Ifølge eksperter afslører optagelserne da også 'omfattende plejesvigt, overgreb, nedværdigende tale og sundhedsfarlig hygiejne'.

Kræver svar fra ældreminister: - Rystende

Bøj nakken
Søren Pape Poulsen kalder Aarhus Kommunes rolle i sagen 'en skandale ud over alle grænser.'

- Tænk sig, at man går mere op i at forbyde, at det kommer ud til offentligheden, end at lægge det åbent frem. Så endda med henvisning til, at man skal beskytte den ældre, når nu hendes familie gerne vil have det ud.

- Det her siger alt om, hvordan systemer lukker sig om sig selv. Aarhus Kommune skulle sige: 'Lad os få vist den udsendelse - lad os bøje nakken, undskylde og gøre det bedre i fremtiden', lyder det fra Pape, der konstaterer:

- Jeg ved godt, at mange kommunalpolitikere helt automatisk vil råbe om det kommunale selvstyre. Men det kommunale selvstyre er ikke retten til at gøre det pisse-dårligt.

Ekstra Bladet har både i dag og mandag aften forgæves forsøgt at få DF-rådmand Jette Skive (DF) fra Aarhus Kommune i tale om sagen. Hun sagde tidligere i dag til Ritzau, at der er tale om 'ulovligheder', når optagelserne alligevel kommer frem.

Søren Pape er rystet over plejesvigtet, som 90-årige Else har oplevet. Foto: Jens Dresling
Søren Pape er rystet over plejesvigtet, som 90-årige Else har oplevet. Foto: Jens Dresling
 

Plejere om dements familie: - Skøre i bolden

Derfor bringer EB klippene

TV2 har forgæves forsøgt at få lov til at bringe dokumentaren, der afslører alvorlige overgreb og svigt hos ældreplejen i Aarhus Kommune.

Først i fogedretten og senere ved landsretten er det nemlig lykkedes kommunen at stoppe udsendelsen. Ifølge kommunen sker det for at beskytte den demente kvinde, som har været udsat for overgrebene.

Kommunen mener nemlig, at de har pligt til at beskytte kvinden mod, at optagelserne vises, selvom både hendes værge og familie støtter en offentliggørelse af optagelserne.

Familien har ellers i flere år forsøgt at få en dialog med kommunen og løst de voldsomme problemer, som dokumentaren nu afslører. Indtil nu har de mange møder været forgæves, mener familien.

Elses værge, hendes barnebarn Charlotte Ahm, samt Elses syv børn har derfor givet Ekstra Bladet samtykke til at bringe udvalgte klip fra dokumentaren, der beviser, at familien havde ret. Og som viser, at både Aarhus Kommune og andre danske kommuner bør gå langt mere systematisk til værks og sikre, at hverken Else eller andre sagesløse ældre som Else udsættes for uværdig behandling og ulovlig magtanvendelse i ældreplejen.