Vuggestue ramt af corona: 39 børn sendt hjem

En vuggestue i Gellerupparken er lukket ned, efter at en medarbejder er konstateret smittet med corona

I alt 39 børn og 16 ansatte er sendt hjem. Foto: Ritzau Scanpix
I alt 39 børn og 16 ansatte er sendt hjem. Foto: Ritzau Scanpix

39 vuggestuebørn og 16 ansatte i vuggestuen Tusindfryd i Gellerupparken er sendt hjem, efter at en kvindelig ansat i vuggestuen er konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser Morten Klind, leder af Åbyhøj Dagtilbud, som vuggestuen er en del af, til TV 2 Østjylland.

- Da vi finder ud af, at vi har en coronasmittet medarbejder, følger vi fra start Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vi forsøger at danne os et overblik over, hvordan smitten kan have spredt sig, så vi hurtigst muligt kan finde ud af, hvad vi skal sætte i gang, fortæller Morten Kling.

Ingen andre smittet
Den ansatte var senest på arbejde fredag 12. juni. Da hun fik symptomer på coronavirus og senere blev testet positiv, kontaktede hun institutionen.

De øvrige ansatte i vuggestuen er siden blevet testet. Ingen er dog endnu testet positive. Vuggestuen forventer derfor at åbne igen mandag.

- Vi forventer at åbne igen mandag, hvis hverken medarbejdere eller børn er syge. Vi ønsker at have en helt normal hverdag, hvor børnene kommer og er trygge ved det. Så vi holder ikke lukket mere end højst nødvendigt, fortæller Morten Kling til TV 2 Østjylland.

206 kommentarer
Vis kommentarer