Weekendkaos på Helsingørmotorvejen

Forvent forlænget køretid, hvis du skal benytte Helsingørmotorvejen i weekenden

Vejdirektoratets interaktive kort over trafiksituationen på Helsingørmotorvejen denne weekend er ikke et kønt syn, da vejarbejde flere steder forstyrrer trafikken. (Foto fra vejdirektoratet.dk)
Vejdirektoratets interaktive kort over trafiksituationen på Helsingørmotorvejen denne weekend er ikke et kønt syn, da vejarbejde flere steder forstyrrer trafikken. (Foto fra vejdirektoratet.dk)

Det kan gå hen og blive noget af en langgaber, hvis du absolut er tvunget til at svinge ind på E47 Helsingørmotorvejen denne weekend.

Over et længere stykke skal bilisterne nemlig forkæles med et ekstra spor, og som så meget andet, skal det være skidt, før det bliver godt.

Det betyder, at vejarbejde vil forstyrre trafikken i aften- og nattetimerne fredag og lørdag og i dagtimerne søndag, så der kan forventes knap en halv time længere rejsetid.

Mere konkret betyder det, at der fra lørdag kl. 17 til søndag kl. 9 mellem frakørsel 9 Hørsholm C og 14 Nærum kun er ét spor farbart i hver retning og en hastighedsbegrænsning på 50 km/t.

Al trafik afvikles i den nordgående spor. Arbejdet medfører spærring i sydgående retning mod København af til- og frakørslerne 10 Hørsholm S og 12 Vedbæk samt tilkørsel 11 Sandbjerg og frakørsel 13 Gl. Holte.

Mellem frakørsel 12 Vedbæk og 14 Nærum fortsættes der med ét spor i hver retning og maksimalt 50 km/t frem til mandag morgen kl. 5. Her skal du specielt forvente kødannelser og en forlænget rejsetid på op til 25 minutter søndag mellem 10 og 17.

Vær også opmærksom på, at motorvejen i løbet af natten er helt spærret fire gange af maksimalt 15 minutters varighed på fire forskellige steder mellem Hørsholm og Jægersborg.

0 kommentarer
Vis kommentarer