Weekendvejret: Her stråler solen mest

Der kan dog også komme enkelte byger i løbet af lørdagen

Påskeliljerne får lejlighed til at trække den sidste sol til sig denne weekend, inden deres sæson er slut om lidt (Foto: Jens Dresling)
Påskeliljerne får lejlighed til at trække den sidste sol til sig denne weekend, inden deres sæson er slut om lidt (Foto: Jens Dresling)

Det bliver ikke kun påskeliljerne, som lyser omgivelserne op den her weekend. Solen får også lov at brænde lidt, lyder det fra DMI lørdag morgen.

- Det ser ud, som om dagen i dag, lørdag, bliver mest med tørt vejr. Måske kan der komme enkelte lokale byger i Jylland, men de bliver ikke dominerende, siger Lars Henriksen, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Vi kan derfor se frem til nogen eller en del sol i hele landet, hvor især den østlige del får de varme stråler at mærke.

- I eftermiddag kan der igen blomstre lidt skyer op i Jylland, men generelt ligger vi alligevel på mellem otte og 12-13 grader, siger Lars Henriksen.

Skyerne stikker dog kun deres buttede ansigter frem i korte perioder.

Nemt at cykle
Vinden bliver der ikke de store problemer med - i hvert fald ikke, hvis man kan lide roligt vejr.

- Vinden ligger hele weekenden på omkring svag til let. Lørdag kommer den først fra sydvest, men senere går den over og kommer fra syd og sydøst med skiftende retninger, siger Lars Henriksen.

I løbet af lørdag aften og natten til søndag presser et skyområde, som ligger over Østeuropa sig på. Det smitter af på søndagens vejr, lyder det fra DMI.

Hæderlig weekend
Søndag kan vi altså vågne op til flere og flere skyer, der kommer ind over os fra sydvest.

- Måske kan det være ganske pænt i nordvest, men i den sydøstlige del af landet vil der være skyer, siger den vagthavende meteorolog hos DMI Lars Henriksen til Ekstra Bladet.

Temperaturerne lægger sig igen mellem otte og 11 grader, hvilket er normalt for årstiden.

- Skyerne kan godt tynde lidt ud søndag, så man også får lidt sol i den sydøstlige del af landet, og der kommer ikke regn. Alt i alt en hæderlig weekend, lyder det fra Lars Henriksen.

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere