Whistleblowers identitet lækket: Frygter hævnaktion fra kriminelle

Ifølge whistleblowerens er læk af hans identitet et forsøg på hævn og intimidering fra Danske Banks side

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Den whistleblower, der i 2013 gik til myndighederne med hvidvaskproblemerne i Danske Bank, beskylder Danske Bank for at krænke hans rettigheder og kræver nu beskyttelse.

Det fremgår af et brev, whistleblowerens advokat har skrevet til justitsminister Søren Pape og Bagmandspolitiet.

Det skriver Finans.

Lækket af banken
Ifølge whistlebloweren, Howard Wilkinson, er hans rettigheder blevet krænket, fordi hans navn uden hans viden eller samtykke blev lækket i det estiske medie Eesti Ekspress. Mediet citerede i den sammenhæng fire ansatte fra Danske Bank.

- Vi er ekstremt bekymrede over, at Danske Bank, som kendte til whistleblowerens identitet, har krænket hans menneskerettigheder, skriver Howard Wilkinsons advokat, Stephen M. Kohn, i brevet, der foruden justitsministeren og Bagmandspolitiet også er stilet til de estiske myndigheder.

Advokaten kalder lækket ekstraordinært og problematisk, og det ses som et forsøg på hævn og intimidering.

Han henviser desuden til både danske og estiske myndigheders forpligtelse til at overholde internationale konventioner, der skal beskytte whistleblowere.

- Vi anmoder hermed om, at jeres agenturer omgående skrider til handling for at sikre, at mr. Wilkinson ikke er udsat for yderligere hævnaktion, krænkelser af hans rettigheder til et privatliv og/eller hans menneskerettigheder, fortsætter advokaten.

Hævnaktioner
- Derudover frygter vi, at Mr. Wilkinson bliver udsat for yderligere hævnaktion, inklusiv fra de personer, som deltog i de enorme illegale hvidvaskforbrydelser.

Howard Wilkinson slog alarm omkring Danske Banks hvidvaskning i Estland tilbage i december 2013.

Blandt andet kunne han fortælle om lyssky kunder med mulige tråde til den russiske præsident Putins familie.

Der skulle dog gå flere år, førend Danske Bank fandt lejlighed til at undersøge hvidvask i den estiske filial.

'Uforstående'
Ekstra Bladet har kontaktet Danske Bank, men de ønsker ikke at stille op til interview. I stedet har bankens pressechef, Kenni Leth, sendt følgende i en mail:

'Vi kan ikke kommentere konkrete personaleforhold. Vi tager vores forpligtelser over for whistleblowere meget alvorligt, herunder at sikre fuld anonymitet og beskyttelse af deres rettigheder i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af lovgivningen. På den baggrund er vi uforstående over for de udsagn, der fremsættes af det pågældende advokatfirma. Derudover har vi ingen kommentarer,' skriver han.

Ekstra Bladet spurgte herefter, om Danske Bank er taknemmelige for, at whistlebloweren bragte sagen frem i lyset. Det har pressechefen ikke ønsket at svare på.

125 kommentarer
Vis kommentarer