WHO-epidemiolog frygter anden bølge i Europa

Virussen viser tegn på at udvikle sig sådan, at en anden bølge er sandsynlig, mener epidemiolog

Kåre Mølbak, direktør for Statens Serum Institut, har for ikke længe siden udtalt, at han ikke vurderer det sandsynligt med en anden bølge af smitte i Danmark. Video: Ritzau

Vi vender ikke tilbage til vores normale tilværelse lige foreløbigt.

Vi skal i stedet indstille os på at leve med coronarestriktioner i mindst et år endnu. Det mener epidemiolog fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Der er nemlig risiko for at virussen vil komme tilbage og ramme Europa i en anden bølge.

Skal være klar
Derfor ser WHO-epidemiolog Richard Pebody det for nødvendigt med coronarestriktioner på det europæiske kontinent frem til minimum foråret 2021. Det siger han ifølge svenske Aftonbladet til SVT.

- Det er formentlig det mest sandsynlige scenarie. Virussen bliver her givetvis længe, ​​og det er den nye virkelighed, som vi er nødt til at tilpasse vores eksistens til.

Richard Pebody mener også, at den lave andel antistoffer, der indtil videre er fundet i den europæiske befolkning, antyder, at virussen muligvis allerede er på fremmarch igen.

- Det viser, at der er risiko for en anden bølge. Vi er nødt til at være klar, siger han til den svenske tv-station.

Sverige hårdest ramt
I alt er Sverige tæt på at have rundet 4000 døde med coronavirus. Helt præcist lyder det bekræftede tal søndag på 3998.

Til sammenligning har Danmark 562, hvilket er næstflest i Norden. Dermed har Sverige altså langt flere coronaofre end sine nordiske naboer.

Sverige har valgt en noget anden strategi i kampen mod coronavirus.

Blandt andet har landets skoler og restauranter på intet tidspunkt været beordret lukket. Det har i stedet i høj grad været op til svenskerne at tage sine forholdsregler for at beskytte sig under pandemien.

Se også: Sverige bekræfter seks coronadødsfald på et døgn

 

294 kommentarer
Vis kommentarer