Yahya Hassan til Ekstra Bladet: Du ligner en strisser

Provodigteren føler sig forfulgt af alt og alle

Her kan du se interviewet med Yahya Hassan. (Video: Ernst van Norde)

Yahya Hassan havde nerverne udenpå jakken, da Ekstra Bladet i dag mødte ham tilfældigt i Rosensgade i Aarhus.

- Er du strisser?, spurgte Yahya Hassan, da Ekstra Bladet stoppede ham, dagen efter at han var blevet anholdt og sigtet for narkokørsel af Østjyllands Politi.

Nej, vi er fra Ekstra Bladet, har du tid til et interview?

- Ja, det kan vi godt, men hold kæft du ligner en strisser.

Hvad var baggrunden for, at du blev anholdt?

- Jeg er forfulgt af Østjyllands Politi. De har en specialenhed, som sporer og aflytter mig. De laver ikke andet end forfølge mig. De dukker op af den blå luft, men jeg har video af dem, og det er lige meget, at mine småforseelser kommer i byretten. Jeg tager gerne et halvt års betinget, hvis deres metoder kan komme frem, siger Yahya Hassan og afviser, at han bare er blevet paranoid.

Se Yahya Hassan fortælle om narko, hash og konflikt med politiet. (Video: Ernst van Norde)

- Nogen siger, at jeg har fået en hashpsykose, men jeg kan sgu genkende en strisser på en kilometers afstand. Jeg er blevet udsat for så meget vold og chikane.

Du er sigtet for narkokørsel. Havde du røget hash i går?

- Jeg ryger en splif  en gang i mellem, men jeg havde ikke røget noget i går. Jeg havde sovet hos min bedstefar og drukket kaffe med de gamle, fortæller Yahya Hassan.

I forbindelse med anholdelsen fik Yahya Hassan ifølge eget udsagn tæsk med knipler og sprøjtet peberspray i det ene øje.

Må vi se dine skader?

- Ja, det må I gerne, siger digteren og viser en hudafskrabning og et blåt mærke under sin skudsikre vest.

Her kan du se Yahya Hassan fortælle om anholdelsen, som fandt sted tirsdag. (Video: Ernst van Norde)

Hvorfor går du med skudsikker vest?

- Jeg er altid klar. Jeg ved, at mange vil have fat i mig. De kan bare komme med knive eller køller.

Du har også truet med, at politiet skal passe på. Hvad mener du med det?

- Jeg mener , at det skal de, hvis de fortsætter med deres mafiametoder. De dukker op af den fucking blå luft og putter en i hullet. Hvis det bliver ved, så er vi klar.

Onsdag eftermiddag forklarede Yahya Hassan til Ekstra Bladet, at han boller uden om. Beklager den dårlige lydkvalitet). (Video: Ernst van Norde)

Siden anholdelsen tirsdag middag har Yahya Hassan lagt op til flere videoer om episoden på sin facebook, og han har uploadet en velproduceret musikvideo, hvor han både omtaler anholdelsen og den enetale, han holdt under et interview med Allan Silberbrandt på TV2 News.

Det hele virker meget iscenesat. Er det her bare et stunt?

- Nej, det er det ikke. Vi er bare hurtige. Det er jer, der er nogen langsomme amatører. Jeg blev ringet op i morges af en producer, der sagde, at han havde et beat, hvis jeg have en tekst, så efter et par timer i studiet i morges, så var den klar. Vi giver ikke en fuck jævnfør janteloven, siger Yahya Hassan.

Den 20-årige digter var indtil i aftes folketingskandidat for Nationalpartiet, men efter anholdelsen blev han smidt ud, mens han selv mener, at han meldte sig ud.

- Jeg har det fint med dem, men de kører deres. Jeg kommer tilbage til politik. Først starter vi på gaden og snakker med dem, der ikke kan opføre sig ordentligt, og så kommer jeg tilbage på de bonede gulve, siger Yahya Hassan.

Yahya Hassan har klaget over politiet i fire forskellige sager til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

DUP bekræfter sagerne, men ønsker ellers ikke at kommenterer dem. Østjyllands Politi ønsker overhovedet ikke at kommentere sager vedrørende Yahya Hassan.

Yahya Hassan går med skudsikker vest. Her kan du høre ham fortælle, hvorfor det er tilfældet. (Video: Ernst van Norde)

103 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere