Yahyas ven: - Presset op i et hjørne

- Han manglede omsorg, kærlighed og accept, siger den tidligere professionelle bokser, Reda Zam Zam, der var pædagog for Yahya Hassan i hans tidlige teenageår

Den tidligere professionelle bokser, Reda Zam Zam, var pædagog i en fritidsklub for Yahya Hassan i hans tidlige teenageår. Det gjorde det kun endnu tungere at skulle sige farvel ved begravelsen tirsdag eftermiddag. Foto Ernst van Norde
Den tidligere professionelle bokser, Reda Zam Zam, var pædagog i en fritidsklub for Yahya Hassan i hans tidlige teenageår. Det gjorde det kun endnu tungere at skulle sige farvel ved begravelsen tirsdag eftermiddag. Foto Ernst van Norde

Kuglepennen og computeren var Yahya Hassans boksehandsker, og de slog både hårdt, dybt og fra alle sider, når den unge digter udtrykte sig på skrift og for så vidt også i tale.

Tirsdag var boksehandskerne ikke en metafor, da den tidligere professionelle nævefighter, Reda Zam Zam, var blandt de hundredvis af mennesker, der ville vise den afdøde digter og hans pårørende respekt ved at sige farvel på den muslimske gravplads ved Vestre Kirkegård i Aarhus.

- Jeg har altid opfattet ham som en dejlig dreng, og det er synd, at der fulgte så megen dårlig omtale og historier i hans kølvand. Men sådan er det, når folk presses op et i et hjørne. Det blev Yahya i flere sammenhænge, og så hævede han både stemmen og paraderne for at forsvare sig selv. Hvem ville ikke gøre det i hans sted, siger Reda Zam Zam, der har kendt den afdøde digter, siden han var pædagog for Yahya Hassan i hans tidlige teenageår i en fritidsklub i Bispehaven i Aarhus Vest.

- Jeg var senest i kontakt med ham for tre måneder siden. Det føles både trist og uvirkeligt så at stå her nu ved hans begravelse så kort tid efter, siger den nu 39-årige Reda Zam Zam.

En ensom person
Han boksede sin sidste professionelle kamp i 2014 og arbejder nu som aktivitetsleder i Røde Kors og er personlig træner for enkelte boksere og idrætsudøvere.

- Det er trist at tænke på, at Yahya jo i virkeligheden har manglet omsorg, kærlighed, accept og nok også mere tryghed i sit liv. Jeg tror desværre, han på mange måder var en ensom person, og han råbte jo indirekte om hjælp flere gange, siger Reda Zam Zam med henvisning til digterens nogle gange vilde udskejelser og temperamentsfulde, højlydte adfærd, der på et tidspunkt førte til en dom for 42 lovovertrædelser.

- Han havde jo fjender alle steder og havde derfor paraderne oppe næsten hele tiden. Det kan ødelægge et menneske, siger eks-bokseren, der bor i Mundelstrup i den nordvestlige udkant af Aarhus.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Han fortjener at blive husket

Da imam Abu Khalid havde sagt sine sidste ord ved Yahya Hassans kiste, overtog kulturrådmanden og den tidligere 1. viceborgmester i Aarhus Kommune, den palæstinensisk-fødte jurist af uddannelse Rabih Azad-Ahmad, mikrofonen og sendte en hyldest med den afdøde digter i graven.

- Yahya Hassan var en digter i verdensklasse og et kæmpe talent, som ikke kun satte Aarhus på landkortet, men som også gav genlyd med sine digte ud over landets grænser.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, (R), vurderer digteren Yahya Hassan og ikke privatpersonen, der begik kriminalitet, når han argumenterer for at opkalde en vej eller plads efter den afdøde ordekvilibrist. Foto Ernst van Norde
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, (R), vurderer digteren Yahya Hassan og ikke privatpersonen, der begik kriminalitet, når han argumenterer for at opkalde en vej eller plads efter den afdøde ordekvilibrist. Foto Ernst van Norde

- Jeg synes, han fortjener den respekt og anerkendelse, der vil være i at navngive en vej, gade eller en plads efter ham. Han har ydet et kæmpe bidrag til Aarhus og Danmark, og derfor vil jeg stille forslag i byrådet om, at vi mindes ham på denne måde, sagde Rabih Azad-Ahmad, der som tidligere beboer i Gellerup-parken og gennem frivilligt arbejde med integrationsmæssige udfordringer har indgående kendskab til den geografi, kultur og mentalitet, Yahya Hassan voksede op i.

Det er digteren jeg vil hylde
Rådmanden mener, at aarhusianerne og resten af Danmark ved at opkalde en vej eller plads efter den banebrydende digter kan bidrage til, at Yahya Hassans ord, stemme og budskaber vil blive husket også for de kommende generationer.

- Han løftede lyrikken og var en kulturpersonlighed, der vil blive stærkt savnet.

- Nogle mener, at det er skudt langt forbi at navngive en gade eller plads efter en mand, der er dømt for at have skudt en anden mand i foden og for at have overtrådt loven 42 gange?

- Det er digteren Yahya Hassan, jeg vil hylde og mindes. Han bidrog både positivt og negativt og har skabt mange, vigtige debatter. Det fortjener han respekt for.

Hyldest til mangfoldighed
For Rabih Azad-Ahmad er et minde om Yahya Hassan samtidig et vidnesbyrd om, at Aarhus Kommune rummer og hylder mangfoldighed.

- Yahya voksede op under vilkår, som også fortjener opmærksomhed, og det har han formået at skabe også om den side af livet, siger lokalpolitikeren og fortsætter:

- Ja, han råbte højt en gang imellem og havde måske også en negativ side, men det, han har nået at sætte fokus på i sit korte liv, er der ikke mange, der kan gøre ham efter.

- Han har virkelig formået at skabe debat om vigtige ting, og det er vel det, der er meningen med det hele.