Yasmin fandt seddel fra fremmed i bilruden: 'Du er ikke handikappet'

- Det var en kujonagtig ting at gøre, fortæller 19-årige Yasmin

Foto: Yasmin Swift.
Foto: Yasmin Swift.

Yasmin Swift har svært ved at gå mange skridt ad gangen, og hun tager dagligt adskillige piller for at holde smerterne nede.

Den 19-årige brite er præget af åndenød, hovedpine og hævede ben, og efter adskillige hospitalsbesøg lykkedes det for et halvt år siden lægerne at komme frem til, hvad smerterne skyldtes. Hun blev her diagnosticeret med den sjældne sygdom 'idiopatisk pulmonal hypertension'.

Sygdommen kan i værste fald skade højre side af hendes hjerte, og hun kan derfor få brug for en hjerte- og lungetransplantation. 

Yasmin Swift har været sygemeldt fra sit arbejde i et halvt år, men torsdag besluttede hun sig for at besøge nogle venner. Eftersom hun er stærkt præget af sygdommen, har hun fået bevilliget et handikap-skilt, så hun dermed kan parkere sin bil på handikap-pladser.

Senere opdagede hun, at en fremmed person havde efterladt en håndskrevet seddel i bilens forrude. Her stod der:

'Du har parkeret ulovligt. Du er ikke handikappet. Jeg vil informere myndighederne'.

Yasmin Swift blev så forarget over sedlen, at hun tog et billede, som hun lagde på Facebook. Her delte hun samtidig et åbent brev, som hun adresserede til den fremmede person, der havde skrevet ordene.

- Bare fordi jeg ser rask ud, betyder det ikke, at jeg er rask. Døm mig ikke, du har ingen idé om, hvilken styrke det kræver at vågne hver morgen og kæmpe med min egen krop. Hvis du vil give mig dit hjerte og lunger, går jeg med glæde tilbage til mit gamle liv. Ikke alle handikap er synlige.

Opslaget er indtil videre blevet delt over 3000 gange, hvor folk nu hylder hende for at stå frem med sin fortælling.

- Jeg var chokeret over at finde sedlen. Folk er uvidende, og det var en kujonagtig ting at gøre. Hvis personen, som skrev sedlen, havde spurgt mig om mit handikap-skilt, ville jeg havde fortalt det, men det havde måske været spild af luft, siger hun til lokalmediet Kent Online og fortsætter:

- Hvis folk havde set, hvad jeg har gået igennem de seneste par måneder, ville de måske tænke anderledes. Folk kender dig ikke, men de dømmer dig.

270 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere