Yderligere 13 personer er døde med coronavirus i Danmark

Yderligere 177 personer er konstateret smittet med coronavirus. Næsten 6000 i Danmark er nu blevet smittet

For første gang i mere end en uge stiger antallet af personer, der indlægges med corona. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
For første gang i mere end en uge stiger antallet af personer, der indlægges med corona. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Antallet af coronasmittede danskere, der ender med at dø, fortsætter samlet set med at vokse.

Lørdag er i alt 260 personer indtil videre døde, efter at de er blevet smittet med virusset. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Sammenlignet med fredag er der tale om en stigning på 13 personer. Fredag var der således registreret 247 coronarelaterede dødsfald herhjemme.

Det er langtfra sikkert, at coronavirusset har været dødsårsagen hos de døde. Det skyldes, at flere af dem i forvejen har haft forskellige sygdomme.

For første gang i over en uge stiger også antallet af indlagte. Lørdag er 408 personer indlagt med coronavirus. Det er syv flere end fredag.

Færre er dog indlagt på en intensivafdeling. Lørdag er 106 personer på intensiv, mens 90 har det så skidt, at de har brug for at få hjælp af en respirator.

Fredag var der 113 personer indlagt på intensiv, mens 95 havde brug for hjælp fra en respirator.

Fra fredag til lørdag er yderligere 177 personer desuden bekræftet smittet, så i alt 5996 personer i Danmark nu er testet coronapositive.

Det er dog ikke alle med symptomer på coronavirus, der i øjeblikket bliver testet. Derfor formoder myndighederne også, at der er et stort mørketal.

Statens Serum Institut vurderer, at 30-70 gange flere end det officielle tal kan være smittet.

Det er blandt andet baseret på erfaringer fra Island og Tyskland. Derudover bygger estimatet på test af 1000 danskere, der har doneret blod.

Frem til lørdag har foreløbigt 67.771 personer fået svar på en test, der skulle undersøge, om de var smittet med virusset. Det er en stigning på 3040 personer sammenlignet med fredag.

I alt 1955 danskere har været smittet med virusset, men er siden blevet raske igen. I sundhedsmyndighedernes sprog taler man om en 'overstået infektion' og ikke en decideret raskmelding.

Infektionen defineres som overstået, hvis man ikke er indlagt eller er død, 14 dage efter at virusset blev opdaget.

557 kommentarer
Vis kommentarer