Yderligere 810 personer er testet coronapositive

Ud af 51.853 PCR-prøver har 810 af dem det seneste døgn vist positivt svar for coronavirus

Så langt er vi nået med covid-19-vaccinationerne

Det seneste døgn har yderligere 810 personer i Danmark fået besked om, at de er testet positive for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) tirsdag.

De 810 smittetilfælde er fundet i 51.853 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man bliver podet i svælget.

Andelen af positive prøver det seneste døgn har altså været 1,56 procent. Det er en af de højeste positivprocenter, der er målt i år, men det kan være svært at sammenligne over tid, da der er sket et stort fald i antallet af test.

Professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos hæfter sig ved, at smittetallet har været stabilt i flere dage.

- Vi har i de seneste dage balanceret på omkring de 800 smittede dagligt. Hvis man skal se positivt på det, er det et tegn på stabilitet, siger han.

Det er vigtigt at reducere antallet af smittede, mens vi stadig befinder os i sommerperioden, vurderer Hans Jørn Kolmos.

- Det kunne være rart for os alle, hvis smittetallene falder i sommerperioden, mens vi har fordelene af at kunne bevæge sig udenfor, så vi er kar til efteråret. Når vi rykker indenfor i efteråret, vil det nok gå den anden vej.

Der er også foretaget 98.984 lyntest det seneste døgn. Det er de test, hvor man bliver podet i næsen.

Positive resultater fra lyntest fremgår dog ikke af SSI's daglige opgørelser, da der er for stor usikkerhed forbundet med testresultaterne.

På landets hospitaler er der nu indlagt 62 patienter med coronavirus. Det er en stigning på 8 personer sammenlignet med mandag.

Ud af de 62 indlagte er 8 patienter på intensiv, og de får alle hjælp af en respirator.

Der er ikke registreret dødsfald det seneste døgn, som kan relateres til corona.

Dermed er der fortsat registreret samlet 2550 coronarelaterede dødsfald under epidemien i Danmark.

I den danske vaccinationsindsats er der det seneste døgn uddelt lidt mere end 55.000 stik med coronavaccine.

Dermed er 4.229.446 personer nu påbegyndt vaccinerede, mens 3.254.145 personer er færdigvaccinerede.

I forhold til den samlede befolkning svarer det til henholdsvis 72,3 procent og 55,6 procent.

FAKTA: Over 72 procent af borgerne har fået første stik

I løbet af de seneste 24 timer har 15.774 borgere i landet påbegyndt vaccination mod covid-19.

Det betyder, at i alt 72,3 procent af befolkningen mindst har fået ét stik med en vaccine. Det svarer til 4,29 millioner personer i Danmark.

Samtidig har 40.172 siden i går fået det afsluttende stik og er dermed færdigvaccineret. I alt er 55,6 procent af befolkningen færdigvaccineret.

I øjeblikket bliver vacciner tilbudt alle personer, der er fyldt 12 år. SSI opgør alligevel andelen af vaccinerede i forhold til hele befolkningen, fordi man ønsker at vurdere, hvor tæt Danmark er på flokimmunitet.

Læs her, hvordan det skrider frem med de forskellige vaccinationsgrupper:

* Gruppe 1-9:

I vaccinegrupperne 1-9 indgår blandt andet borgere over 65 år, sundhedspersonale, særligt udsatte og deres pårørende.

Her har 1.567.447 fået første stik med en vaccine. Det svarer til 96,4 procent af målgruppen. 1.552.728 er færdigvaccinerede. Det svarer til 95,5 procent.

* Gruppe 10A: Borgere i alderen 60-64 år:

Påbegyndt: 263.301 personer (93,1 procent).

Færdigvaccinerede: 258.439 (91,3 procent).

* 10B: Borgere i alderen 55-59 år:

Påbegyndt: 317.914 (91,4).

Færdigvaccinerede: 308.914 (88,8).

* 10C: Borgere i alderen 50-54 år:

Påbegyndt: 303.901 (89,5)

Færdigvaccinerede: 289.596 (85,3).

* 10D1: Borgere i alderen 16-19 år samt 45-49 år:

Påbegyndt: 509.741 (83,8).

Færdigvaccinerede: 412.877 (67,9).

* 10D2: Borgere i alderen 20-24 år samt 40-44 år:

Påbegyndt: 504.350 (77,6).

Færdigvaccinerede: 313.851 (48,3).

10D3: Borgere i alderen 25-29 år samt 35-39 år:

Påbegyndt: 454.138 (67,9).

Færdigvaccinerede: 92.744 (13,9).

10D4: Borgere i alderen 30-34 år:

Påbegyndt: 216.635 (63)

Færdigvaccinerede: 24.885 (7,2).

Bemærk, at opgørelsen medregner kun de vaccinerede borgere, som stadig er i live og har bopæl i Danmark.

Antallet af personer, der har fået første stik, omfatter også dem, der har færdiggjort vaccinationen. De, der har fået vaccinen fra Johnson & Johnson, som kun kræver ét stik, er også med i begge tal.

SSI gør opmærksom på, at der kan være en forsinkelse i registreringen af de givne vacciner.

Kilder: Statens Serum Institut, Sundhedsstyrelsen.