Yderligere ti danskere hentes til Danmark fra Kina

De ventes at ankomme i Danmark til søndag, oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde

Sådan smitter coronavirus og disse symptomer skal du være opmærksom på. Video/redigering: DR Nyheder/Reuters via Ritzau Scanpix/Anders Olsen

Ti danskere skal hentes til Danmark fra Hubei-provinsen i Kina med et fransk fly. De ventes at ankomme i Danmark til søndag.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde fredag eftermiddag.

Samtidig er de første fire danskere, der er blevet evakueret fra Kina grundet coronavirus, netop ankommet fredag eftermiddag i Madrid. Det drejer sig om to dansk-kinesiske par – begge fra Sjælland.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder pressemøde om fælles evakuering fra Kina i forbindelse med corona-virussen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) holder pressemøde om fælles evakuering fra Kina i forbindelse med corona-virussen. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Modtages af dansk ambassade
Herfra vil de blive transporteret i Forsvarets fly til Roskilde Lufthavn. De første ventes at være på dansk jord i aften.

- De vil (i Madrid, red.) blive modtaget af den danske ambassade og blive hjulpet om bord på Forsvarets fly til Danmark, siger Jeppe Kofod.

Tidligere har der været tale om, at fire skulle evakueres i første omgang og 11 personer i anden omgang. Det er uvist, hvorfor der er en mindre, der skal evakueres.

Udenrigsministeriet råder danske rejsende til at være ekstra forsigtige i hele Kina, og det fraråder alle rejser til provinsen Hubei.

Det fastholdes, fortæller Jeppe Kofod.

- Vi fastholder det nuværende niveau, men rejsevejledningen vil blive opdateret med vigtig information for danskere, som opholder sig i Kina, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Danske passagerer forlader flyet, der ankommer til Storbritannien fra Wuhan i Kina. Foto: Ben Bircall/Ritzau Scanpix
Danske passagerer forlader flyet, der ankommer til Storbritannien fra Wuhan i Kina. Foto: Ben Bircall/Ritzau Scanpix

Risikovurdering
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, har tidligere fortalt, at der i Roskilde vil blive foretaget en risikovurdering af de borgere, som kommer. Men styrelsen forventer, at danskerne er raske.

Skulle en af dem mod forventning udvise symptomer på smitte med coronavirus, vil vedkommende blive transporteret til højisolation på Hvidovre Hospital.

Coronavirusset har sit epicenter i den kinesiske storby Wuhan, der ligger i Hubei-provinsen. I alt har virusset spredt sig til over 20 lande.

Flere end 200 personer er døde af virusset.

OVERBLIK: Syv europæiske lande er ramt af coronavirus

Det smitsomme coronavirus, der hidtil har kostet over 200 personer livet, fortsætter med at sprede sig over hele verden.

Indtil videre har over 20 lande bekræftet tilfælde af virusset, der har sit epicenter i den kinesiske storby Wuhan.

Tilfældene fordeler sig over disse lande og regioner:

Europa:

* Frankrig:

Der er i alt seks kendte tilfælde af coronavirus i Frankrig, som også var det første europæiske land, der bekræftede fund af virusset.

* Tyskland:

I alt seks personer er blevet smittet med coronavirus. Heriblandt Europas første tilfælde af menneske til menneske-smitte. Seneste tilfælde blev registreret fredag, hvor et barn blev testet positiv for virusset.

* Italien:

De første to tilfælde af virusset blev torsdag bekræftet af premierminister Giuseppe Conte. De to personer var kommet til Italien fra Wuhan.

* Rusland:

To kinesiske statsborgere blev fredag testet positiv for virusset i Rusland. De er placeret i isolation og er under overvågning.

* Storbritannien:

To personer fra samme familie blev fredag testet positiv for virusset. De behandles angiveligt på et hospital i Newcastle.

* Sverige:

Fredag eftermiddag bekræftede svenske myndigheder, at en kvinde er smittet. Hun har været i Wuhan-regionen og kom til Sverige for en uge siden.

* Finland:

En kinesisk turist fra Wuhan testede onsdag positiv for virusset og blev efterfølgende behandlet i isolation på et hospital.

Asien:

* Kina: Omkring 9700 smittede.

* Japan: 14.

* Thailand: 14.

* Singapore: 13.

* Hongkong: 12.

* Sydkorea: 11.

* Australien: 9.

* Malaysia: 8.

* Taiwan: 8.

* Macau: 7.

* Vietnam: 5.

* Cambodja: 1.

* Filippinerne: 1.

* Indien: 1.

* Nepal: 1.

* Sri Lanka: 1.

Nordamerika:

* USA: 6.

* Canada: 2.

Mellemøsten:

* De Forenede Arabiske Emirater: 4.

Kilder: AFP, PA, Reuters, Tass.

 

64 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere