Yderligere tre coronasmittede personer er døde i Danmark

Ni personer smittet med coronavirus er døde, oplyser Statens Serum Institut

Der kan være langt flere smittede end det officielt oplyste antal. Således så smittekurven herhjemme på et tidspunkt ud til at være knækket, men det har sin forklaring. Video/foto: Ritzau Scanpix, Anthon Unger, Dado Ruvic, Philip Davali. Redigering: Emma A. Svendsen

I alt ni personer, der har været smittet med coronavirus i Danmark, er døde.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen fredag formiddag på sin hjemmeside.

Dermed stiger dødstallet fra seks personer torsdag til ni personer fredag.

Statens Serum Institut understreger endnu engang, at covid19, der udløses af coronavirus, ikke nødvendigvis er dødsårsagen. Men det står fast, at de ni personer har været smittet med virussen, før de døde.

I alt er 10.402 personer blevet testet i Danmark. Heraf er 1226 smittet med coronavirus.

153 personer er indlagt på sygehuse landet over. 30 personer er på intensiv, mens 27 er i respirator.

Lægger pres på sygehusene
Myndighederne forudser, at coronavirussen vil lægge et stort pres på landets sygehuse de kommende uger. Derfor er alle ikke-akutte operationer udskudt for at give plads til coronapatienter.

Samtidig er sygehusene i gang med at oplære læger og sygeplejersker med andre specialer til at kunne arbejde på intensivafdelinger. Blandt andet skal de oplæres i at bruge respiratorer, som de mest syge coronapatienter har brug for.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste onsdag, at det danske sundhedsvæsen råder over 954 respiratorer til patienter med corona.

Ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer op mod 580.000 danskere at blive smittet med coronavirus i første bølge af sygdommen i løbet af foråret. Ud af den gruppe vurderes 11.200 at skulle indlægges, og 2800 vil have brug for intensiv behandling. Det vil dog ikke ske på samme tid, men over en periode.

Samtidig er vurderingen, at mellem 1680 og 5600 danskere vil kunne dø, mens de er smittet med coronavirus.

Definitionen for at indgå i statistikken er, at man er død, senest 60 dage efter at man er smittet med coronavirus.

595 kommentarer
Vis kommentarer