Noget er gået helt galt hos Yousee her til aften, hvor flere kunder pludselig kunne logge ind på fremmedes profiler og se deres private oplysninger.
Det drejer sig om regninger, puk-koder, adresser, navne og abonnementaftaler. Kunderne kan også rette i profilerne, ændre aftaler, bestille nye simkort, ændre adresser osv.
- Det er helt forkert og uhyggeligt. Jeg har logget ind syv-otte gange med mit eget brugernavn og min egen kode, men jeg kommer hver gang ind på en ny profil, som ikke er min egen, siger Bettina Søndergaard.
Omkring klokken 18:30 ville hun logge ind på sin Yousee-profil for at tjekke op på en regning, men da hun loggede ind, endte hun på en fremmed persons konto, som boede et sted i Jylland. Selv er hun fra Ishøj.
- Jeg er bare bange for, at andre har adgang til min profil og kan ændre i mine aftaler eller måske udnytte mine oplysninger. Jeg kan jo se alt på de andres konti, så hvorfor skulle det ikke være omvendt, siger hun.
Bettina forsøgte med det samme at ringe til Yousees kundeservice, som sagde, at de ville forsøge at fikse problemet med det samme. Men klokken 20:11, imens Ekstra Bladet talte med hende, var login-servicen endnu ikke lukket ned, og Bettina kom endnu engang ind på en ny side.
Hvor mange kender mit navn?
På Yousee's Facebook-side er det tydeligt, at Bettina ikke er den eneste, som har oplevet problemet. En anden kunde skriver, at han blev ringet op af en, som havde alle hans oplysninger, og flere har ligesom Bettina adgang til andres regninger og adresser.
Kasper Paulsen oplevede begge dele.
Omkring klokken 18 søndag aften ville han tjekke sin regning på Yousee, da han kom ind på en andens profil.
- Jeg var inde på regningen, og så, at det ikke var min profil. Jeg loggede ind og ud, men kom hele tiden ind på en andens profil. Det skete fem gange, og så jeg op, siger Kasper Paulsen til Ekstra Bladet.
Efter kort tid blev han selv ringet op, hvor det gik op for ham, at hans oplysninger også var tilgængelige for andre.
- Jeg blev ret irriteret over andre kunne se mine oplysninger. Jeg ved jo ikke, hvor mange der nu kender mit navn og min adresse.
- Det er ikke fordi, jeg frygter, at oplysningerne bliver udnyttet, men jeg har mistet tilliden til Yousee. Vores husstand skifter nok udbyder efter det her, siger Kasper Paulsen.
En fejl der ikke må ske
Efter to timer har Yousee endelig lukket ned for login-servicen, så kunderne ikke længere har adgang til andres private oplysninger.
- Det kunne måske godt være sket tidligere, men det er altid en overvejelse, og vi ville gerne finde fejlen først, siger Povl Rasmussen til Ekstra Bladet, talsmand for Yousee.
- Hvordan kan i forsvare, at kunder har haft adgang til andres private oplysninger?
- Vi beklager det meget, det er selvfølgelig en fejl, der ikke må ske, siger han.
Talsmanden mener, at fejlen formentlig skyldes en it-fejl, som er kommet i kølevandet på en ny opdatering.