YouSee går i sort før tid: I røvrender os!

Flere af de YouSee-kunder, der har opsagt deres tv-pakke pr. 1 januar, har allerede mistet deres signal

YouSee er ejet af TDC. Foto: Ritzau Scanpix
YouSee er ejet af TDC. Foto: Ritzau Scanpix

Balladen mellem YouSee og Discovery Networks, hvor 11 kanaler bliver fjernet og erstattet af andre, har betydet, at adskillige kunder har valgt tv-udbyderen fra pr. 1 januar.

Men allerede 31. december har flere kunder oplevet, at deres signal er gået i sort. Et døgn for tidligt.

På Facebook raser adskillige kunder over, at deres signal allerede er gået kold, og Ekstra Bladet har talt med direktør i YouSee, Jacob Mortensen, for at få en forklaring.

- Det, der sker nu, er, at vi laver ændringer i tv-pakkerne frem mod ændringer 1. januar. Den proces starter i dag, og så kører den over 24 timer. Nogle vil opleve, at det sker i dag, mens andre vil opleve, at det sker i morgen, siger Jacob Mortensen til Ekstra Bladet.

- Men kan du ikke godt forstå, at folk bliver utilfredse, når de betaler for noget, og så går deres signal i sort en dag før?

- Jeg kan godt forstå, at de er frustrerede. Men når man tegner et nyt tv-abonnement, så får man også nogle smagsprøver, før det træder i kraft. Jeg forstår dog fuldt ud, at det er frustrerende, når der forsvinder noget indhold, men det er noget teknisk, der gør, at vi skal lave vores ændringer over 24 timer. Det er for, at det skal ske i fuld kontrol, siger Jacob Mortensen.

Kunder vil have penge
På Facebook har flere utilfredse skrevet til tv-udbyderen, og flere kræver deres penge tilbage for den ene dags tv, som de altså går glip af.

Foruden utilfredsheden over manglende signal 31. december, så undrer flere kunder sig over, at de har fået trukket et beløb for første kvartal i 2020, selv om de har opsagt pr. 1. januar.

Det har Jacob Mortensen også en forklaring på.

- Det handler om, hvordan kunderne har betalt, og hvornår de har opsagt deres abonnement. Hvis de har brugt Betalingsservice, så er der nogle frister, som vi skal overholde. Når regningen først er produceret, så kan vi ikke stoppe den. Det har ikke noget med YouSee at gøre, men handler om Betalingsservice, siger Jacob Mortensen.

De kunder, der har fået trukket et beløb, får naturligvis deres penge tilbage hurtigst muligt.

788 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere