YouSee i dramatisk tv-krig: 'De bliver til NoSee'

Tv-giganten YouSee har valgt, at Discovery Networks' kanaler ikke længere skal være en del af deres pakker. Fremover skal de vælges til af brugerne

Hvis du har YouSee og elsker Superligaen, landsholdet og OL, så er der skidt nyt. Foto: Ritzau Scanpix
Hvis du har YouSee og elsker Superligaen, landsholdet og OL, så er der skidt nyt. Foto: Ritzau Scanpix

Hvis du elsker Christian Eriksen, søndagsbold på dit lokale Superliga-stadion og de danske farver i OL, så er der skidt nyt.

YouSee har netop meldt ud, at Discovery Networks' kanaler ikke længere vil være en del af YouSees pakkeløsninger.

De skal derimod være en del af tv-gigantens bland selv-univers, hvis de altså kan blive enige om en aftale. Og den udmelding overrasker Discovery Networks' direktør, Christian Kemp.

'Det her kommer som en stor overraskelse for os. I modsætning til, hvad TDC har sagt, så har de ikke været engageret i en reel forhandling med Discovery, og de har ikke informeret os om den her udmelding.'

'Så vi er, og der trot jeg, at mange danske forbrugere også er, meget overraskede over deres beslutning om at stoppe distributionen af vores indhold – som repræsenterer 20 % af det kommercielle marked i Danmark. Kun en aktør med så dominerende en position reagerer på den her måde uden at tage hensyn til sine kunder' skriver Christan Kemp i en skriftlig udtalelse til Ekstra Bladet.

Og i sidste ende går det ud over kunderne, der nu får sværere ved at få adgang til Superligaen, herrelandsholdets kvalifikationskampe, Europa League, OL til næste år og adskillige serier.

Discovery Networks' kanaler består af Kanal 5, Kanal 5, 6'eren, Eurosport 1, Eurosport 2, Discovery Channel, TLC, Animal Planet og Discovery Science.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: YouSee
Foto: YouSee
 

Kunderne betaler
Det bliver dog ikke helt umuligt at tilgå kanalerne, hvis man har YouSee.

Men du skal til lommerne.

Hvis de kan blive enige om en løsning, så ender Discovery Networks' kanaler i bland selv-afdelingen, hvor kunderne køber sig til et antal point, som kan bruges på streamingtjenester og tv-kanaler.

'Det vil være meget uheldigt for mange kunder hos TDC og YouSee, når YouSee bliver til NoSee. Men det danske medielandskab er i forandring, og heldigvis har vi en lang række stærke distributionspartnere på det danske marked, der sætter pris på sine kunder og partnere' skriver Christan Kemp til Ekstra Bladet.

Helt konkret betyder ændringer, at Kanal 5 ryger ud af grundpakken, mens TV2 Charlie kommer ind. Derudover bliver TV3 Sport, TV3 Max, Viasat Ultra HD og TV2 Sport en del af mellempakken, mens filmkanaler fra Viasat og C More bliver en del af fuldpakken.

Ud ryger alle Discovery Networks' kanaler.

Det er vi kede af
Ekstra Bladet har også talt med YouSee-direktør, Jacob Mortensen, der fortæller om tankerne bag planerne.

- De tre pakker - grundpakken, mellempakken og fuldpakken - laver vi ændringer i. Det gør vi, fordi vi arbejder på at få en fleksibel adgang til det bedste tv, hvor man selv kan vælge, hvad man vil have adgang til.

- I vores faste pakker, kan vi se, at der er en ændre adfærd i forhold til efterspørgslen. Kunderne ønsker mindre flow-tv og mere streaming, og så former vi pakkerne efter, hvad der bliver efterspurgt, siger han til Ekstra Bladet.

- Men kan du ikke godt se, at det ser lidt mærkeligt ud, at det er alle Discovery Networks kanaler, der ryger ud?

- Vi ændrer vores pakker, fordi efterspørgslen har ændret sig. Du kan jo stadig få Discovery Networks kanaler i vores fleksible bland-selv univers, siger han til Ekstra Bladet uden at forholde sig til, at de stadig ikke er blevet enige om en aftale med Discovery Networks, og der er en reel mulighed for, at de trækker deres kanaler fra YouSee.

- Hvad synes du om Discovery Networks reaktion?

- Jeg ser Discovery Network som en lang og god partner, som vi har haft i mange år, så det er vi naturligvis kede af. Men jeg håber, at de også er en del af fremtidens tv-produkt hos YouSee. Vi har en løbende dialog med Discovery, og vi er stadig i forhandlinger med dem, siger Jacob Mortensen til Ekstra Bladet.

Hvis du har YouSee og vil se Danmarks kvalifikationskampe til EM, så må du selv til lommerne. Foto: Lars Poulsen
Hvis du har YouSee og vil se Danmarks kvalifikationskampe til EM, så må du selv til lommerne. Foto: Lars Poulsen
 

317 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere