Yousee klapper i om nedbrud: Her er der stadig intet signal

YouSee har fundet fejl, der fik tv-signalet landet over til at forsvinde, men vil ikke oplyse mere, før analysearbejde er overstået

Flere måtte høre dronningens nytårstale på radio på grund af Yousees nedbrud. Foto: Ernst van Norde
Flere måtte høre dronningens nytårstale på radio på grund af Yousees nedbrud. Foto: Ernst van Norde

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

I mere end et døgn har hundredtusindvis af fjernsynsskærme landet over vist sne i stedet for dronningens nytårstale, rådhusur og skihop.

Tidligt mandag morgen er signalet dog vendt tilbage til stort set samtlige YouSee-kunder efter nedbruddet lørdag eftermiddag.

Kun en lille lomme af YouSee-kunder ved Faxe Ladeplads mangler enkelte kanaler i deres tv-pakker. Det oplyser YouSee.

- Der er nogle kunder ved Faxe Ladeplads, der mangler kanaler i deres pakker, men ellers skulle alle kunder være oppe at køre igen, siger pressemedarbejder Povl Rasmussen.

Se også: 1,2 millioner mistede tv-signalet: Her er kompensationen

- Hvis nogen rundt om i landet oplever tekniske problemer, så burde det ikke skyldes noget i relation til nedbruddet forleden, siger han videre.

De værst ramte kunder har stået uden tv-signal i op mod 30 timer. Langt de fleste har dog siden søndag eftermiddag kunnet se DR's og TV2's kanaler.

Kan du bidrage med noget til historien om YouSee nedbrud? Så kontakt os her eller på sms 1224 (koster alm. sms-takst)

Ukendt plaster på såret
Signalet røg lørdag omkring klokken 16.30. Dermed gik mange kunder blandt andet glip af at se dronning Margrethes nytårstale. TDC har lovet kunderne en kompensation for de sorte skærme.

Det vil være en 'underholdningsoplevelse', men hvad det konkret dækker over, kan YouSee endnu ikke løfte sløret for. Presseansvarlig Mai-Britt Noe fortæller således Ekstra Bladet, at virksomheden faktisk ikke ved, præcis hvad de kan tilbyde deres kunder som plaster på såret.

Dog bekræfter hun, at man ikke selv skal tage kontakt til YouSee for at få sin kompensation.

- Vi har skrevet i brevet til vores kunder, at de hører fra os, siger hun til Ekstra Bladet.

Undersøger årsag
Hvorfor hundredtusindvis af danskere måtte leve uden nytårstale og rådhusur er også fortsat et mysterium, YouSee ikke vil løfte sløret for.

- Der er et analysearbejde i gang i øjeblikket. Vi har lokaliseret fejlen, men vi arbejder på at forstå, hvordan det kunne ske. Før vi har klarlagt det, har vi ikke lyst til at udtale os nærmere om baggrunden for nedbruddet, siger Povl Rasmussen.

Ifølge YouSee er nedbruddet ekstremt kompliceret, men hvad det mere konkret betyder, vil Mai-Britt Noe heller ikke gå yderligere ind i. I stedet understreger hun, at man hos YouSee fortsat arbejder på at finde ud af, hvad der helt præcist er sket.

Se også: Yousee-problemerne fortsætter: TV-signalet nede igen flere steder

Førsteprioriteten har i stedet været at få signalet stablet på benene igen, forklarer Povl Rasmussen. Og nu skal der holdes møder om det videre forløb.

YouSee er Danmarks største udbyder af kabel-tv og næststørste udbyder af bredbånd.

Selskabet har cirka 1,2 millioner kabel-tv-kunder. Det svarer til cirka 45 procent af samtlige danske husstande.

Se også: YouSee lover at betale for nedbrud: Undskyld Danmark

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

1 af 2 
2 af 2 Flere måtte høre dronningens nytårstale på radio på grund af Yousees nedbrud. Foto: Ernst van Norde
199 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere