Yousee-kunder raser: Derfor røg signalet igen

Problemer igen igen: I Sønderjylland betyder overgravet kabel op mod ti timers sort skærm - nu sætter Yousee opgradering på pause til i nat

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Efter nytårsfadæsen, hvor over en million danskere gik glip af dronningens nytårstale, har flere igen haft sort skærm tirsdag.

- Vi har YouSee TV-Boks via vores boligforening, og signalet forsvandt første gang nytårsaftensdag omkring kl. 15 og kom første gang igen 1. januar ved syvtiden om morgenen. I dag forsvandt det igen kl. 9.19, og selvom boksen genstartes og stikket sættes i igen er signal igen væk, fortæller 33-årige Simon Young fra København N til Ekstra Bladet.

Han er langtfra alene. Ekstra Bladet har tirsdag formiddag fået flere henvendelser fra utilfredse Yousee-kunder.

Momentane afbrydelser
Og et tjek af Yousees Facebook-side viser da også, at der landet rundt opleves problemer.

Kunder fra Nørrebro, Vesterbro, Rønnede, Vordingborg, Region Sønderborg, Kastrup, Amager og Valby beklager sig over sort skærm.

- Vi har gang i en opgradering på tv, som fører til kortvarige afbrydelser højst 20 minutter som følge af problemerne i weekenden. Vi er igennem København og fortsætter nu på tværs af Sjælland, fortæller kommunikationspartner i TDC Group, Nis Peder Kolby, til Ekstra Bladet.

Opgradering på pause
Han ringer kort tid efter tilbage og fortæller, at Yousee nu har sat opgraderingen på Sjælland på pause og i stedet vil gennemføre den i nat mellem klokken 01 og 05:

- Det bliver iværksat nu og bør slå igennem med det samme.

Hvad angår problemerne i Sønderjylland, skyldes det et overgravet kabel.

- Under 1000 kunder er berørt af det, men det tager otte-ti timer at få det repareret.

TV2 Fyn på Bornholm
Udover de momentane sorte skærme, har flere kunder haft underlige oplevelser på deres tv efter nytårsaften.

En spørger på Yousees Facebook-side, hvorfor hun pludselig ser TV2 Fyn på Bornholm.

En anden kan ikke længere se TV Midt-Vest i Viborg, men må nøjes med Lorry, som normalt er forbeholdt tv-seere i Region Hovedstaden.

Nis Peder Kolby anerkender problemet:

- Det er efterveer af problematikken fra weekenden og bliver også løst, siger han.

294 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere