YouSee-kunder raser: Sort skærm midt i fodboldkamp

Tv-signalet er røget i blandt andet Måløv, Høje Taastrup, Greve og Vallensbæk

Foto: Carsten Snejbjerg
Foto: Carsten Snejbjerg

Ved du noget? Så tip os på mail til 1224@eb.dk eller på SMS til 1224. Det koster alm. takst.

En fejl på en tv-central gør, at YouSee-kunder mange steder på Sjælland fredag aften har sort skærm - midt i en EM-kamp.

Det bekræfter Frederik Berling, pressemedarbejder hos YouSee, over for Ekstra Bladet.

- Der er en fejl på en tv-central i øjeblikket. Vi har en mand på vej derud og håber, at fejlen er løst om ganske kort tid, siger han.

Det er tv-signalet, der er røget. Bredbånd virker stadig, fortæller Frederik Berling.

- Som vi har skrevet på vores hjemmeside og Facebookside, anbefaler vi folk at se det via netforbindelsen, siger han.

YouSee-kunder i Greve, Taastrup, Høje Taastrup, Måløv og Vallensbæk er ramt.

- Det er ikke helt udelukket, at det også kan være steder, der ligger op ad de byer, men det er i hvert fald det område, vi kan se, siger han.

Folk i Roskilde, Herfølge, Hvalsø, Solrød og Herlev har skrevet til Ekstra Bladet, at de har mistet signalet.

Kunderne raser
Ifølge flere læsere har de ikke kunnet se tv siden klokken 19.30. Og på YouSees Facebook-side raser flere kunder over den sorte skærm:

- Det er da noget af den mest elendige service i mands minde, Yousee leverer en fredag aften uden tv-signaler i Roskilde!! Ingen info, ingen mulighed for telefonisk kontakt, ingen SMS-tjeneste!
Velkommen til den digitale servicefri verden anno 2016!, skriver en person blandt andet.

- Det er ENDNU en skandale Yousee - det er jo ikke GRATIS at købe jeres tv pakke....Og intet info får man på SMS eller mail!! Elendigt!!, skriver en anden.

Hos YouSee beklager man fejlen:

- Vi er selvfølgelig rigtig kede af det. Vi ved godt, at der er mange, der sidder og ser fodbold i dag, så vi er kede af, at det rammer her. Men vi vil prøve at løse problemet så hurtigt som muligt, siger han.

194 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere